Stockholmsyndromet - et falsum!

Et gidseldrama i den svenske hovedstad i 1973 har givet navn til en tilstand, hvor ofre for en forbrydelse får en slags sympati med gerningsmanden. Stockholmsyndromet har siden været et anerkendt fænomen, men ser man på, hvad der skete i de seks augustdage, da står det klart, at definitionen er et falsum.

"Søde Olof Palme; nu ringer du ned til politiet i banken og beder dem lade os slippe væk, for jeg er ikke det fjerneste bange for Clark eller røveren. Jeg er kun bange for, hvad politiet kan finde på. Hej igen."

Meget taler for, at det var denne indtrængende bøn fra det 23-årige gidsel Kristin Enmark til Sveriges statsminister, der vildførte psykolog og kriminolog Nils Berjerot til at drage forkerte psykologiske slutsatser og definere stockholmsyndromet.

Stenografen Kristin Enmark er den direkte personificering af stockholmsyndromet, og hun har beskrevet de seks dage som gidsel i bankboksen i Kreditbankens kælder i bogen Jeg er stockholmsyndromet. Heri piller hun indirekte Berjerots analyse af hele situationen fra hinanden.

I dag som dengang forklarer hun sit og de øvrige gidslers forsvar for den legendariske gangster Clark Olofsson med, at han optrådte hensynsfuldt over for de rædselsslagne gidsler, som gidseltageren Jan-Erik Olsson konstant truede med at skyde eller sprænge i luften med sin medbragte dynamit.

Den i dag 73-årige Kristin Enmark forklarer: "At søge en samhørighed i en presset situation som her er vel ikke så mærkeligt. Det er en overlevelsesstrategi."

Det var blot ét af flere faktuelle elementer, der drev Nils Berjerot ad et forkert spor. Båndoptagelser fra gidseltagningen, interne politioplysninger, retsdokumenter samt gidslernes, Clark Olofssons og Jan-Erik Olssons udlægninger, dokumenterer således klart, at stockholmsyndromet er et falsum!

***

Det begyndte som et bankrøveri i det centrale Stockholm, der gik helt galt. Den 23. august 1973 trådte Jan-Erik Olsson ind i Kreditbankens afdeling på Norrmalmstorg, affyrede et pistolskud i loftet og råbte: "Så begynder festen!" Han placerede en medbragt transistorradio på skranken, skruede op på fuld lydstyrke med øredøvende rockmusik, mens han truede sig til tre millioner kroner, der blev pakket i tasker af en bankfunktionær, mens en anden blev truet til at binde tre kvindelige bankansatte.

Larmen fra banken fik forbipasserende til at slå alarm, og de to første politibetjente, der ankom, blev beskudt af den desperate bankrøver, der havde trængt sig selv op i en krog i sit vanvid. Den ene betjent blev såret, og da der hurtigt kom forstærkning til banken, forskansede røveren sig i bankboksen i kælderen med de tre kvindelige bankansatte, som han bandt til bokslågerne og truede med at dræbe, hvis han ikke fik stillet en hurtig flugtbil til rådighed, frit lejde, og at hans store forbillede, den navnkundige Clark Olofsson, blev bragt til banken.

Røverens krav var spektakulært, og det skabte omgående røre i pressen, blandt eksperter og i den svenske befolkning, for kunne en retsstat imødekomme et sådan krav fra en vanvittig bankrøver?

Politiet stod tydeligvis i en situation, som krævede mere end rutinemæssigt politiarbejde, så man valgte at knytte den anerkendte psykolog Nils Berjerot til løsningen af dramaet, som kom til at vare seks dage.

***

Det var utvivlsomt den berømte Clark Olofssons ufrivillige rolle i affæren, der tiltrak sig størst bevågenhed; han havde siden en politijagt i 1966 indtaget en særlig plads i selv den mest lovlydige svenskers hjerte med sin evne til at charmere både politi, offentlighed og kvinder. Dermed overså politiet, at røveren var Jan-Erik Olsson og ikke den tidligere postrøver Kaj Robert Hansson, som man frem til sidste dag troede!

Clark Olofsson fortæller om Jan-Erik Olsson, at "han var besat af gidseltagning," mens han beskriver Kaj Robert Hansson som en "skånsk hønsetyv".

I første omgang gik man i politiets kommandocentral ind på, at gidseltageren kunne få lov til at tale i telefon med Clark Olofsson, hvorfor han - som den eneste - kendte gidseltagerens rette identitet fra begyndelsen.

***

Clark Olofsson var også den eneste, som vidste, at sagen lå direkte på statsminister Olof Palmes bord. Den viden fik han, da han under sit senere ophold i bankboksen uden for politiets og røverens hørevidde lykkedes med at ringe rundt til fremtrædende journalister. Én af dem var Rune Johansson fra Dagens Nyheter, som var kendt og agtet for at have en imponerende kildenet i det svenske magtapparat, og han havde fået kendskab til, at gidselaffæren var flyttet fra justitsministeren til statsministeren.

Under rundringningen slog Clark Olofsson til lyd for, at medierne skulle lægge pres på politiet for at acceptere røverens ønske om at han, Clark Olofsson og gidslerne kunne køre bort fra banken. Clark Olofsson lod skinne igennem, at det ville være langt lettere at standse og overmande røveren under flugten gennem Stockholm end ved at storme bankboksen, hvilket kun ville ende i et blodbad med døde gidsler.

Optakten var, at det ene af gidslerne, 32-årige Birgitta Lundblad, var ulykkelig over, at hun ikke kunne ringe hjem og berolige sin mand og deres to små børn. Clark Olofsson fik overtalt politiet i banken til at give efter for ønsket, og derfor blev der sat en telefon til stikket i forlokalet til bankboksen i kælderen.

Da Clark Olofsson erfarede, at budskabet gennem pressen ikke blev opfattet, ringede han til statsministeriet og fik overraskende en direkte forbindelse til Olof Palme, men han var ikke lydhør over for idéen, men tvært imod hårdnakket afvisende.

Afvisningen kom blandt andet efter råd fra Nils Berjerot, som mente, at løsningen var, at røveren blev talt til overgivelse ved at appellere til hans bedre jeg. Desuden var han af den overbevisning, at Clark Olofsson var delagtig i planlægningen af røveriet for derved selv at kunne rømme fra Norrköpingfængslet, hvor han på det tidspunkt afsonede en straf for andre røverier.

***

Befolkning og presse delte ikke opfattelsen af, at Clark Olofsson var part i gidselaffæren, men at han selv var taget som gidsel på direkte ordre fra Olof Palme!

Det kom klart til udtryk, da han blev kørt fra Norrköpingfængslet og i første omgang til politihovedkvarteret i en kortege af politibiler; stockholmerne stod langs ruten og vinkede til Clark Olofsson, som smilende hilste tilbage.

I politihovedkvarteret indskærpede man, hvad hans rolle skulle være - nemlig at bistå politiet med at får gidseltageren til at overgive sig.

Clark Olofssons vrede over, at Nils Berjerot, som den eneste tilstedeværende åbenlyst ignorerede ham og end ikke hilste, gjorde, at han valgte ikke at afsløre, at politiet havde en forkert person i kikkerten som gidseltager.

I stedet besluttede han, at han ville være gidslernes mand, da han senere på dagen iført håndjern blev ført ind i banken med stor sandsynlighed for at blive dræbt af enten gidseltagerens eller politiets kugler, hvilket forargede offentligheden.

Kristin Enmark erindrer tydeligt Clark Olofssons entré i bankboksen, hvor alt var trusler og kaos: "Han kom ind med en ro om sig og et smil til os gidsler. "Tænk, at vi sådan skulle mødes her!", sagde han og begyndte at løsne os."

Kristin Enmark erindrer i det hele taget hans empati over for gidslerne, mens han tydeligvis ikke havde den store respekt for Jan-Erik Olsson.

"Det var helt tydeligt, at de to ikke var et makkerpar," siger hun i dag.

***

Efter det mislykkede forsøg på at få statsminister Palme til at forstå planen med sin flugtidé bag om røverens ryg, gjorde han et forsøg på at formå de tilstedeværende politifolk i banken til at tale for idéen over for deres ledelse. Han tog Kristin Enmark med sig op i banklokalet, for at hun kunne være ansigtet på gidslerne.

"Vi vil kun tale med dig!" sagde den ledende politimand i banken straks til Clark Olofsson. Han pegede på gidslet uden at se på hende: "Få den pige væk!"

Kristin Enmark forklarede, at hun havde menstruation og bad om at få udleveret hygiejnebind, hvilket afstedkom et fnis fra én af politifolkene.

"Forbandede svin!" snerrede hun, da hun og Clark var tilbage i bankboksen.

"Han dér er ikke politi; han er cowboy," kom det koldt fra Clark, som efter sine egne forgæves forsøg nu ville lade hende appellere direkte til statsministeren.

"Jeg er faktisk skuffet over dig, Palme. Jeg har været socialdemokrat i hele mit liv. Jeg er ikke det mindste bange for dem, ikke det mindste desperat. Kan I ikke lade os køre herfra - med Clark og røveren?" lød hendes rolige, nordlandske stemme gennem telefonforbindelse i øret på statsministeren, men han var urokkelig.

Den ellers rolige kvinde havde mistet troen på politiet og opfattede Clark Olofssons plan som eneste reelle løsning. Derfor var hun skuffet over Palmes afvisning efter deres 40 minutter lange samtale, der blev båndoptaget, men hvoraf halvdelen senere blev slettet af SÄPO af uvisse årsager. Slettet er dog ikke passagen, hvor Palme om den sårede politimand påpeger, at han jo blot passede sit arbejde, hvortil Kristin Enmark udbryder: "Hvad fanden tror du, jeg lavede i banken?!"

***

Politiet troede fortsat på femtedagen, at røveren var Kaj Robert Hansson, og på Nils Berjerots opfordring blev hans mor bedt om at tale direkte til sønnen via Sveriges Radios nyhedsudsendelse, som Jan-Erik Olsson lyttede med på i sin medbragte radio: "Kaj, Kaj; det er mor, som taler, Kaj, og jeg beder dig om at overgive dig og slippe gidslerne fri! Hører du mig? Det er mor, som taler!"

Gidslerne, som kendte den mere og mere vanvidsprægede røvers identitet fra Clark Olofsson forstod, at politiet var ude af kontrol med situationen i bankboksen, og Nils Berjerots troværdighed led nok et knæk, da han sammen med Kaj Robert Hanssons bror besøgte kælderen med politiet ventende bag en lukket dør.

Berjerot refererede bagefter for politiet, hvordan "brødrene" havde set hinanden i øjnene, og at det havde gjort indtryk i kælderen!

Ifølge Clark Olofsson og gidslerne havde boksdøren været lukket mellem dem, mens 'mødet' stod på, og der blev aldrig sagt et ord fra boksen. Var det sket, havde Kaj Robert Hanssons bror givetvis opdaget, at gidseltageren ikke var hans bror.

Berjerots udlægning var altså løgn.

Det var først, da Clark Olofsson foranstaltede et telefoninterview i svensk radio med Jan-Erik Olsson, at fængselsbetjente på stemmen kunne høre, at røveren var Jan-Erik Olsson. Alligevel mistede hverken politi eller statsministeren troen på Nils Berjerots ekspertise ...

***

Budskabet om røverens sande identitet stillede politiet i et komisk lys i svensk offentlighed, og man blev nu grebet af panik. Først borede man hul gennem gulvet og sænkede et kamera ned i bankboksen, og billederne gik verden rundt. Næste træk var at skyde tåregas ind gennem ventilationssystemet, og det blev enden på seks døgns nervepirrende drama, men ikke som politiet har fremstillet det; denne forklaring lyder, at Olsson straks råbte: "Vi overgiver os!"

Det var den yderst farlige tåre- og stridgas K625, som amerikanerne brugte i Vietnam, der blev brugt, og Clark Olofsson fortæller, at han og gidslerne skreg for at få politiet til at indstille skyderiet. Det var allerede sket, da politiet ikke havde sat sig ind i bankboksens ventilationssystem, der ikke gik ud i det fri, men var koblet på den interne ventilation. Derfor blev kun 20 procent af den indskudte gas i bankboksen, mens resten fortsatte op i banklokalet, hvor politiet var ved at gasse sig selv ud!

***

Efter gidseldramaets afslutning var det, som om alle i overensstemmelse med titlen på Clark Olofssons selvbiografi, Vafan var det som hände?, havde glemt essensen af, hvad der skete i de seks augustdage i 1973.

Clark Olofsson vendte tilbage til sin celle, men med en ny sag om sin andel i røveriet mod Kreditbanken, mens pressen påpegede, at han selv var gidsel, mens andre løb fra deres ansvar.

Nils Berjerot var kilde til politiets fejlslagne konklusion på problemet med sin ganske ulogiske og forkerte analyse af, hvorfor gidslerne - og især Kristin Enmark - forsvarede Clark Olofsson. På den baggrund definerede han stockholmsyndromet som en psykologisk tilstand, hvor ofre for en forbrydelse forsvarer gerningsmanden og får sympati med ham. Det beroede også på efterrationalisering af, at Clark Olofsson og Kristin Enmark efter hans afsoning mødtes og blev kærester for en tid.

Clark Olofsson blev i første omgang idømt 6½ års fængsel for gidseltagning, og i Expressens omtale var sympatien for ham usvækket: "Med regeringens hurtige og unødvendige beslutning har Clark Olofsson med bankdramaet og den nye dom helt unødvendigt mistet yderligere år af sit dyrebare liv."

Dommen blev anket og højesteret frikendte ham pure for meddelagtighed.

Imens høstede Nils Berjerot international anerkendelse for sin udredning af tilstanden stockholmsyndromet, som på baggrund af de kendsgerninger, der førte til definitionen, danner grobund for en påstand om, at der snarere er tale om et psykologsyndrom, hvor Nils Berjerot med forkerte data får en række bestemte forhold til at passe ind i et ønsket scenarie, der ingen relation har til virkeligheden.

Når stockholmsyndromet forklares med, hvad der skete i Kreditbanken 23.-29. august 1973, da er der tale om et uomtvisteligt falsum.

Hvis du vil læse lidt mere om Clark Olofssons meritter, så klik på fanen "BØGER" og find frem til bogen Forbrydere og forbrydelse og se, hvordan du får fingre i den!