Bemærkninger
Hvem der bare var fejlfri, men sådan er det ikke; derfor vil jeg bruge denne side til at komme med rettelser, korrektioner, referencer, kommentarer, tilføjelser eller andre bemærkninger til det, jeg har skrevet. Har du oplysninger eller andet til samme, tager jeg gerne imod på hyldebaek@gmail.com.
Min bedstefars hus
På side 34 ses et foto af en mand med en vindmølle i baggrunden. Det skal vise, hvordan den i bogen omtalte vindmølle i Kolsbæk Huse så ud, for fotografiet, som oprindelig hang på væggen i ejendommens stue, var til min ærgrelse forsvundet. Nu har jeg fundet det, og herover kan du se den rigtige mølle og det fotografi, som egentlig skulle være brugt i bogen.
Oven over alting ...
Godsejer Axel Jarl, hvis mark Sylvest Jensen benyttede som landingsbane, kan du som et supplement læse om i artiklen "Axel Jarl og hans natur" på nærværende hjemmeside. Klik "Artikler".
Historien om Jacob
1) side 79-80: Jeg omtaler en person som værende den, der blev afhørt om sin færden på baggrund af vidneoplysninger. Da bogen udkom havde jeg endnu ikke haft aktindsigt i sagen, hvorfor jeg fandt frem til personen ved benhårdt journalistisk researcharbejde, men han var blot den forkerte. Heldigvis nævner jeg ikke hans navn, og når det kunne gå så galt, var det, fordi alt stemte på ham. Det var i mere end én forstand uheldigt. Jeg henviser til "Justitsmordet i Egebæksvang", hvori alt sættes på rette plads.
2) side 108-118: I tiden efter drabet gik der mange rygter i Helsingør om en navngiven person, som af mange blev (og bliver) beskyldt for at være den rette gerningsmand. Det drejer sig om Erik Solbakke Hansen, for han var faktisk "manden med kæppen" og befandt sig således på gerningsstedet omkring det tidspunkt, da politiet (i strid med fakta) mente, at drabet fandt sted. At han blev set dér på dét tidspunkt er et vanvittigt tilfælde, men det er faktuelt, at det var ham, som blev set. Dog var det ikke ham, som begik drabet, og jeg giver ham æresoprejsning i "Justitsmordet i Egebæksvang".
Rågeleje - før og nu
side 172-173: Havekunsten, som overlæge N.P. Ernst investerede i til sin sommervillahave, gisner jeg om kan være udført af genboen, billedhuggeren Helen Schou. Antagelsen har vist sig at være forkert, eftersom kunstværket er udført af Hans Andersen (1888-1962), "Fugle-Hans fra Helsinge", som jeg i øvrigt har biograferet i "Bogen om Fugle-Hans".
Justitsmordet i Egebæksvang
1) Jacob Brølling døde 23. september 2021, men nåede at modtage bogen, som først udkom en måned senere. Han var meget taknemmelig for mit arbejde og ønskede, at jeg skulle have besked, når han døde, så det var meget rørende, da hans lillesøster Ruth sendte mig en sms derom et kvarter efter, at døden var indtruffet.
2) I Erik Nørgaards bog "Jane Horney; en dokumentarisk redegørelse for den svenske kvindes liv og død" (Forlaget ZAC, 1986) nævnes, at Vilhelm Leifer fra 1940 var ven med Horst Gilbert og omtalte ham da som "antinazist"; Leifer udførte juridisk bistand for Gilbert i forbindelse med oprettelse af et forlag, hvorigennem der skulle samarbejdes med besættelsesmagten - altså værnemageri. Leifer var i øvrigt flittig gæst i Hotel Nordlands restaurant på Vesterbro i København, hvor tyskerne og deres medløbere holdt til. Det svenske efterretningsvæsen fastslår i dokument af 5/2 1957, at Leifer måtte "have en meget stor interesse i at udrydde alle vidner til det samarbejde, han blandt andet havde med Wäsche og som sikkert efter krigen kunne skade ham i meget høj grad." Erotisk forhold til Ketty Selmer (Jane Horneys veninde og ligeledes rødhåret!). Svensk politi er tilbøjelige til at hævde, at Leifer var manden bag likvideringen af Jane Horney, som IKKE var spion, og hvem Leifer var interesseret i, men hun var afvisende og havde noget på ham.
3) Leifer og hans støtter har gentagne gange hævdet hans uskyld ved at påpege, at han blev frikendt som uskyldig. Han var dog ikke så uskyldig, at han kunne få erstatning, som det ellers også påstås hist og her., Han fik 6.000 kroner i erstatning for uberettiget varetægtsfængsling, men det har for så vidt intet med anklagen at gøre. Derfor blev han ikke "frikendt", men kunne blot ikke dømmes grundet bevisets stilling, som det hedder 'på jura'. I øvrigt har Leifer og hans venner aldrig holdt sig tilbage med at beskylde Gud og hver mand for at spille under dække. (Ove Johannsen: "Tilfældet Leifer", 1949)
4) I sine erindringer fortæller Leifer uden omsvøb om sin forbindelse til Bjørn Schou-Nielsen, som da var portner i Admiral Gjeddes Gaard i København. Schou-Nielsen er nok bedst kendt for sin andel i 'hypnosemordet' på Nørrebro i København, hvor han dømtes for at have hypnotiseret sin ven til at begå bankrøveri, hvilket endte med to drab! Schou-Nielsen var altså en betænkelig figur - også under Besættelsen, men hvorvidt han foretog likvideringer for Leifer, eller om denne stak sine modstandere til ham (eller omvendt!), skal jeg ikke kunne afgøre. Derimod plejede Leifer omgang med filmproducenten Henning Karmark, som var notorisk nazist og samarbejdede med besættelsesmagten og dét måske i forbund med Leifer. (Vilhelm Leifer: "Min tid", 1987)