Foredrag

Jeg holder foredrag over hele landet med udgangspunkt i mine bøger, og hvad jeg ellers skriver.  Alternative foredrag og byvandringer er også en mulighed og kan aftales individuelt. Prisen for foredrag er 5.000,00 kroner (+2.500,00 efter klokken 18 på hverdage samt weekend og helligdage) ALT inklusive (2x45 minutter).. Af teknisk udstyr ønskes projektor og eventuelt mikrofon.

Spørgsmål og bestillinger kan ske til:

hyldebaek@gmail.com

eller

telefon/sms 30 44 65 78

* * *

Hjemstavnsmanden - et foredrag om Morten Korch

Morten Korch (1876-1954) er nok Danmarks mest forkætrede forfatter, men også den bedst sælgende. Faktuelt var han en eminent skribent på niveau med Karen Blixen og Martin Andersen Nexø. Han kunne skrive med glød, alvor og satire i veldocerede mængder. Det er overset, at han altid havde et ærinde med sine umiddelbart banale bøger. Ligeledes er de kærlighedshistorier, han bliver nedgjort for, båret af det bibelske budskab om tro, håb og kærlighed. I Bibelen som i Morten Korchs romaner er kærligheden størst; når denne gordiske knude er løst, falder alting i hak og ender retfærdigt.
Men hvorfor har Morten Korch fået så dårligt et eftermæle? Det kommer der klare svar på undervejs i foredraget, som kommer helt ind til mennesket, ægtemanden, forføreren, den lidenskabelige elsker og hele drivkraften bag det enorme forfatterskab. Det er historien om en passioneret Morten Korch, som måtte gå så grueligt meget igennem, inden han fik succes og slog alle rekorder: På sin 100-årsdag havde hans bøger solgt 6 millioner eksemplarer, Hans første film solgte 2,5 millioner billetter, og da filmene blev vist i tv fra 1990erne havde de 1,5 millioner seere. I dag er der solgt langt over 1 million Morten Korch-film på dvd, og hans bøger har fortsat flotte salgstal.


Alternativt arrangeres byvandring i Morten Korchs spor i Odense. Varighed: 1 time (cirka 2 kilometer). Pris: 2.000,- kroner (maks. 20 personer)

* * *

Sylvest Jensen - luftens konge

60 år før Google Maps havde Sylvest Jensen gennemfotograferet hele Danmark fra luften. Det begyndte i 1935, da han som ung militærflyver investerede i et åbent fly og arrangerede rundflyvninger omkring hjembyen Hillerød. En tilfældighed fik ham til at satse på luftfotografering af landbrug og landsbyer, og i løbet af 20 år drev han verdens største virksomhed af sin art. Sideløbende etablerede han verdens største luftcirkus, flyruter i ind- og udland og meget andet i flyvningens tjeneste, ligesom han under den tyske besættelse drev én af landets største tørvemoser ved Hellebæk og stod bag talrige tiltag i og omkring sin hjemby.


* * *

Justitsmordet i Egebæksvang

I 1975 blev en 56-årig kvinde dræbt i Egebæksvang Skov ved Espergærde. Fire mænd var interessante for efterforskningen; den rutinemæssigt mest oplagte mulighed havde intet alibi for dagen. En anden, som senere blev kendt som Danmarks største seriemorder, var set på gerningsstedet, men blev på forhånd udelukket fra sagen. En tredje var set løbe ud ad skoven nær det sted, hvor der blev fundet en blodig skjorte, men han blev aldrig efterforsket. Den fjerde havde et detaljeret alibi, men han blev til gengæld idømt 16 års fængsel for en voldtægt, som aldrig havde fundet sted, og for drabet, som han teknisk set og indiciemæssigt umuligt kunne have begået. Foredragsholder har haft ubegrænset aktindsigt i sagen, og arbejder fortsat med sine undersøgelser i sagen, hvorfor der løbende dukker nye detaljer frem til afsløring af, hvordan et så oplagt justitsmord alligevel kunne finde sted …


Alternativt arrangeres skovvandring omkring gerningsstedet. Varighed: 3 timer (3-4 kilometer). Pris: 3.500,- kroner (maks. 25 personer)

* * *

Min bedstefars hus

Evald Hansen (1906-99) levede hele sit liv i Kolsbæk Huse ved Blistrup. Et gammeldags liv på en sted, der ved hans fødsel var et yderst tyndt befolket område, og han var trofast mod sit fags fineste idealer, som han mestrede til sin død. Som tømrer og karetmager overtog han sin fars forretning, der var med i de omfattende byggerier ved udviklingen af Rågeleje til sommervillaby. Evald Hansens historie er et helikoptersyn på hans hjemstavn og de små lokaliteter, der blev udvisket i løbet af få årtier, men som han kendte i mindste detalje. Et dyk ned i slægtshistorien præsenterer et imponerende anegalleri, der var fast i troen, præget af vilje til fremgang, så historien om Evald Hansen får historisk perspektiv og udvikler sig til en fortælling med tråde til hele Nordsjælland, hvis udvikling slår sin knude på parcellistejendommen i Kolsbæk Huse.


* * *

Dansk rutebilhistorie

I begyndelsen af 1900-tallet var hest og vogn endnu det mest udbredte køretøj, og jernbanen var udset til at blive fremtidens transportmiddel. Men unge motorentusiaster så en mulighed i at motorisere datidens kollektive trafik på vejene: Dagvognen. Upåvirket af de første automobilers ringe tekniske formåen, konstant politisk modvilje og evindelige kampe om retten til at udføre deres erhverv skabte et jævnt og stolt korps af pionerer den rutebil, der efterhånden bandt Danmark sammen. Den blev en hjørnesten i dansk infrastruktur, alt imens den traditionelle rutebilmand, der for egen regning og risiko skabte det, som de fleste i dag betragter som et naturligt velfærdsgode, må lade må lade pladsen til fordel for multinationale transportkoncerner. Foredraget tilrettelægges, så den lokale rutebilhistorie omkring foredragsstedet inddrages i den samlede fortælling om en branches og et samfunds udvikling fra dengang til nu.

* * *

Drabet på Marie Lock-Hansen

10. november 1967 ringede en gentleman om formiddagen på hovedøren til en eksklusiv villa i Højbjerg ved Aarhus. Han havde kun ét ærinde: At dræbe husets frue! Siden har drabet på den 43-årige ingeniørfrue Marie Lock-Hansen haft officiel status som en uløselig gåde. I artikler og bøger har foredragsholder gennemgået sagen på kryds og tværs og har afsløret politiets manipulationer på baggrund af fortroligt materiale og udsagn fra vidner, familie, venner, politifolk med flere, der samlet set fører direkte til, hvem der begik det spektakulære drab, der ikke må blive opklaret!

* * *

Rågeleje Villaby

Da 1900-tallet gryede, opstod der interesse for at bygge sommervillaer på det store overdrev ved Rågeleje Fiskerby, der på det tidspunkt bestod af nogle få huse og havde t indbyggertal på færre end 50. Rågeleje Villaby opstod, og byen og kystområdet blev synonymt med det gode sommerliv for de velhavende. En farverig egnsfortælling, der i sig selv er et stykke Danmarkshistorie.

Alternativt arrangeres byvandring i Rågeleje. Varighed: 4 timer (5 kilometer) Pris: 3.500,- (maks. 25. deltagere)

* * *

Fugle-Hans fra Helsinge

Foredraget tegner et portræt af den største kunstner, Nordsjælland har fostret, Hans Andersen (1888-1962). Han fik sit tilnavn, da han tidligt begyndte at konservere fugle og smådyr for blandt andet Zoologisk Museum, men han var også en fremragende natur- og portrætfotograf samt sten- og billedhugger. Hans arbejder ses overalt i Nordsjælland og København, men han er aldrig nævnt. Foredraget er fortællingen om, et uovertruffet naturtalent, og hvorfor han for alt i verden skulle holdes nede. Det er historien om, hvordan lokal sladder, løgn, misundelse og brødnid kan spolere et eftermæle ...

Alternativt arrangeres byvandring i sporet af Fugle-Hans i Helsinge. Varighed: 4 timer (5 kilometer) Pris: 3.500,- kroner (maks. 24. deltagere)


© 2022-2026 by Allan Vendeldorf. Alle rettigheder forbeholdes.
Drevet af Webnode Cookies
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang