Siden sidst

 Mellem linjerne viser Morten Korch sin kristne livsopfattelse 

Morten Korchs evindelige kærlighedshistorier er nedgjort af litteratureliten. Men ser man dybere på opbygningen af hans romaner, da er netop historien om de to, som får hinanden og alt bliver godt, skrevet over en bibelsk læst.

I anledning af 70-året for Morten Korchs fødsel i 1946 udsendtes bogen Morten Korch - en smaaborgers virksomhed af Frantz Smolle Andersen med flere. Heri analyseres både personen som forfatterskabet, og én af pointerne er, at kirkerne er symbolsk indholdsløse i hans bøger: "De tomme kirker tiltrækker Morten Korch og hans romanpersoner. De er tomme for mennesker, men fulde af stemning. Præsternes fravær hænger nok sammen med hans eget gudsforhold, der ikke etableres i forsamlinger, men i ensomhed."

Det er en sand iagttagelse, for han missionerede ikke i sine bøger eller på anden vis, men hans romaner er skrevet over en (små)borgerlig læst, hvor ordentlighed er i højsædet. Privat var han et udtalt religiøst menneske, men holdt sig personligt til Bjergprædikens ord: "Når I beder, skal I ikke være som hyklerne; thi de holder af at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at blive set af mennesker; sandelig siger jeg jer: de har allerede fået deres løn udbetalt./Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og den Fader, som ser i det skjulte, skal betale dig."

Morten Korchs tro var funderet i det levede liv, og at det var det levede liv, der afgjorde, om man var en sand og god troende. Og med hensyn til kirkegang, så gik han faktisk i kirke livet igennem, kan man læse allerede i dagbogen fra hans læreår i Nyborg. Her giver han udtryk for, at han er en interesseret og engageret lytter, da han eksempelvis kan skrive, at han var i kirke "og hørte en god Prædiken af Pastor Ravn".

Troende tvivler

Indtrykket af ham som ikke videre religiøst stammer måske fra hans konfirmationsforberedelse, hvor hans standpunkt noteres som det laveste for hans årgang.

Men i 1950 gjorde han i en kronik en lille analyse af danskernes og sit eget forhold til trosspørgsmålet og svarede dermed på førnævnte bogs pointe. Har man ikke tvivlen, kan man ikke tro. Det er dybest set simpel bibellære.

"Jeg tror ikke 15% af Danmarks Befolkning er virkelig troende. (...) Et noget større Antal Mennesker er religiøst negative, hertil regner jeg også de talrige Materialister og de mange, som kun lever for at nyde. Disse Mennesker vil jeg ikke spilde et Ord paa. - Men jeg vil tale om den store Skare af ærligt søgende Tvivlere, som jeg selv hører til. Vi holder af Kirken, vi elsker de gamle Kirker, Kirkeklokkerne, de kære Salmer og meget af det smukke, Biblen lærte os. Jeg holder af Kristendommen; men jeg har ikke hidtil kunnet tage den ind i mit Hjerte./Jeg ved dog, at den kære Fader i Himlen ikke ringeagter en ærlig Tvivler. Medens jeg vandrer i mine Tvivl, holder jeg ham fast i Haand. Maaske han engang vil vise mig himmelsk Herlighed, der er større, end jeg har drømt."

Men Morten Korch var mere end en troende tvivler. Han tog trosspørgsmålet alvorligt. I sin periodiske dagbog skriver han ofte, at han beder og dét ikke mindst, når livet går ham imod. Det sker også, når han ønsker velsignelse for sine valg, som da han netop havde købt et teglværk, og han gør en slags status: "Jeg har lært at bede bedre og sandere end før og jeg tror jeg har lært at være ydmyg og beskeden og jeg tror jeg kan huske det, hvis Lykken nogensinde skulle smile til mig og hvis jeg skulle faa medgang her i Livet."

Tiden med teglværket var som så meget andet, han gav sig i kast med, hård. Der var nok at kæmpe med og bekymre sig om, og et par uger efter ovennævnte dagbogscitat fra januar 1910 skriver han, at han er ved "at være over de Besværligheder ved Guds Hjælp, selvom der vel endnu vil komme lidt Sorg til os (...). Give Gud mig nu Kraft og Styrke til, at jeg kan faa noget ud af Foretagendet her, og samtidig forbedre mig, saa jeg kan blive et virkeligt godt kristent Menneske."

Råb om hjælp

Han beder altså velovervejet og seriøst. Han fremtræder som en sand og veldefineret troende person.

Dette er skrevet med bagklogskaben i behold, for udadtil skinner denne side af Morten Korch ikke igennem, selvom han ellers er arketypen på et religiøst menneske. Men det er kun en overfladisk betragtning, for han havde også sin tro og med sig, når han skrev.

Skulle man betvivle Morten Korchs sande tro på Gud og den trøst, der er at hente i troen, da gøres den helt og aldeles til skamme i sommeren 1909, da problemerne i forbindelse med en truende fallit for det grossererfirma, som han drev i Odense sammen med en kompagnon. Da forener han sig med dagbogen og skriver, hvad der næsten er et evangelium, som beskriver, hvor langt ude han er psykisk, og at han kun mener, at Gud kan hjælpe ham videre:

"Hvad vil Gud sige os, hvad vil han sige mig med den Sorg, der har mødt mig. Hjælp mig kære Herre, lad Din Helligaand sige det "Effata" ["Luk dig op", Markus 7,34] i mit Hjærte, der giver mig Øine at se med og Øren at høre med, at jeg maa forstaa Din Villie og Din Hensigt med mig./Jeg tror der er stærke Kræfter skjult i mig Kræfter, der er alt for gode til at ligge Brak og som aldeles ikke faar Betydning ved det aandløse Liv en Forretningsmand fører. Hvis Gud gennem disse Prøvelser vil lade mig komme bort fra Forretningslivets flade og tomme, for ikke at sige ugudelige Liv, saa er Prisen ikke for Høj, naar jeg kun kan komme ind i noget andet, der kan give min familie Udkommet./Var det kun mine egne Penge, der var Tale om var det hele ingen Ting; men det forfærdelige er, at det er Sophies [hans hustru] Formue, som hun i tillid til at det hele var sundt og godt, har ladet mig sætte ind i Firmaet. Tidligt og silde maa jeg gentage det for mig selv, at jeg har behandlet min kærlige, tillidsfulde Hustru skammeligt. Enhver af hendes Slægtninge har Lov at tænke mindre godt om mig. Jeg har udvist en utilbørlig Letsindighed, der ikke kan undskyldes og som jeg ikke vil forsøge at undskylde./I mine stille Timer martrer det mit Sind, det ligge bestandig i mine Tanker og jeg ved, at mange Mennesker vil dømme mig strængt; men Du Kære Gud i Himlen. Du kender alle mine Tanker og Følelser ved ogsaa, at jeg ikke selv troede, der var Fare ved denne Dag. Du ved, at jeg ikke tænkte mig Muligheden af en saa rivende Udvikling ned ad Bakke og aldrig havde anet, at Breum [kompagnonen] i den forfærdelige Grad havde ført mig bag Lyset. Du Kære Gud i Himlen. Du vil tilgive mig og give mig Ro i Sindet, giv mig Kraft til at bære, hvad der skal bæres og hjælp mig til at blive et bedre Menneske giv mig Kraft til, at jeg virkelig kan være det kære Barn, der kun vil din villie og kun vil vandre dine Veje. Og min kære Fader Jesu Christi Fader og min Fader, jeg ved Du kan hjælpe mig, Hjælp mig, først og fremmest ved Jesu Naade, ved at tilgive mine Synder. Du kender Pælen jeg har i mit kød, hjælp mig at få Bugt med den, Hjælp mig Gud og vær mig arme Synder naadig."

Troen er altså Morten Korchs personlige terapeut og stedet han søger at finde sig selv og ind til sit sande jeg.

Størst er kærlighed

I Morten Korchs bøger finder vi altid en kærlighedshistorie. Den er blevet nedgjort, men den er meget mere end spørgsmålet om, at helten får den pige, som giver ham nøglen til slægtsgården med sit ja ved alteret.

Morten Korch var i sine romaner både politisk og historisk og livsoptimistisk. Kort sagt ville han indgyde håbet om, at lykken nok skal vise sig, hvis man er fast i troen, og give sine læsere en tro på, at det gode vil ske på trods af alle hindringer. Og dertil kom så den klassiske kærlighedshistorie, der ofte kan føles lidt malplaceret i hans bøger. Med den havde et budskab. Et religiøst budskab.

For som i bibelfortællingen om troen, håbet og kærligheden, da var kærligheden også størst i Morten Korchs bøger. Når først parret fik hinanden, faldt romanens historie på plads og retfærdigheden kom til udtryk, og alt var godt.

Det kan ikke have været tilfældigt, at Morten Korch altid skulle have den umiddelbart banale kærlighedshistorie med; den havde en større og dybere mening. Og det var ikke blot en mening om, at bogens plot gik op i en højere enhed. Det var et led i en større fortælling og en religiøs forfatters måde at understrege kærlighedens værdi som andet end en letkøbt, kødelig antydning til pirring af læseren. Morten Korch tog sine læsere alvorligt, og hans succes viser, at læserne forstod ham.

Han mistede imidlertid gennem sine første 100 år kritikerne, der trods selvhøjtidelighed ikke evnede at læse mellem linjerne, hvad den forkætrede forfatter havde af budskab politisk og ikke mindst religiøst.

Hans trosbevidsthed, og hvad troen kan, beskriver han i grunden ganske fint og rørende i et lille mindeskrift, han skrev over hustruen, da hun døde: Her skrev han ærligt, at han ikke troede på et liv efter døden, men når han var tynget af sorg og bekymringer, da trøstede han sig med, at der var et liv efter døden.