Stine Geilser - et drab

Det er vist meget almindeligt, at der bliver lækket fortroligt materiale, når man beskæftiger sig kritisk med primært uopklarede drabssager, hvorom forskellige involverede mener, at éns arbejde vil kunne bidrage med noget positivt – og gerne en opklaring.

Personligt oplevede jeg det især, da jeg gennem en årrække arbejdede med at komme til bunds i sagen om drabet på Marie Lock-Hansen i 1967, og materialet kom ofte fra højst uventede kanter; det er en stor tilfredsstillelse, når nogle tror så meget på éns projekt, at de på den måde vil risikere noget for sig selv for at kaste et retvisende lys på en given sag. Det samme gælder, når 'gamle' vidner melder sig med oplysning om, at de blev misforstået eller fejlciteret af politiet, ligesom der kan dukke 'nye' vidner op, der ikke blev afhørt under sagens efterforskning.

Det sidste oplevede jeg indledningsvis i mit arbejde med især justitsmordet på Jacob Brølling, hvor jeg endvidere var så privilegeret at få ubegrænset aktindsigt i sagen.

Derimod har jeg aldrig oplevet at "komme i besiddelse af" (som klichéen lyder) akter i sager, jeg aldrig har beskæftiget mig med, men sådan er det gået nu, idet jeg ligger inde med et promemoria til sagen om drabet på Stine Geisler, og hvilket er fremsendt til Københavns Politis Drabsafdeling 23. marts 2023.

Min grundlæggende holdning er, at sagens manglende opklaring klart skyldes dårligt efterforskningsarbejde, hvilket såmænd altid er årsagen, idet jeg ikke anerkender trylleformularen om, at når en sag ikke bliver opklaret, da skyldes det, at der er tale om fjerndrab. Det ved ingen jo logisk set, når sagen er uopklaret!

Desuden er det et faktum, at når en sag ikke bliver opklaret, da lykkes gerningsmanden, og denne lykkes kun, når politiet fejler.

Jeg kender kun overfladisk til drabet på Stine Geisler, men alene med det udgangspunkt står det klart for mig, at politiet ikke har gjort arbejdet godt nok, men har stirret sig blindt på gisninger og formodninger, og alene dét, at den oprindeligt ansvarlige for sagen, Ove Dahl, angiveligt den dag i dag mener, at de skæremærker, der var i Stine Geislers ene arm, var afværgemærker, selvom obduktionen slog fast, at de var tilføjet efter dødens indtræden, siger alt!

Jeg vil herunder gengive den fulde ordlyd i det pågældende promemoria, men jeg har dog anonymiseret enkeltpersoner, ligesom jeg har udeladt afsenders identitet:

*

"PROMEMORIA:
Bekendt med nogle faktuelle oplysninger, der for mig at se falder i tråd med det uopklarede drab på 18-årige Stine Geisler natten mellem 3. og 4. juni 1990, vil jeg hermed ikke undlade at informere Københavns Politis drabsafdeling om min tanker.

Det bliver lidt langt, og jeg må indledningsvis understrege, at mit kendskab til sagen og dens nærmere omstændigheder er begrænset, men nogle konkrete forhold med relation til drab i Sydsverige/Skåne, begyndte i efteråret 2022 at pirre til min nysgerrighed. Herefter har jeg læst op på Stine Geisler-sagen i det omfang, den har været beskrevet i primært dagspressen, men også i en enkelt bog, hvilken jeg dog tillader mig at vurdere som værende temmelig tendentiøs og uden videre troværdighed.

Med disse forbehold vil jeg fremføre følgende:

Jeg formoder, at politiet fortsat tilbageholder specifikke detaljer om drabets nærmere udførelse; i begyndelsen tilbageholdt man, som det er mig bekendt, oplysningen om, at Stine Geisler var bagbundet, og jeg antager, at der fortsat er detaljer om bindemetoden, som ikke er kommet til offentlighedens kendskab, selvom det fremstår sådan af tilgængelige kilder. Det kunne eksempelvis være om en mere specifik måde, hun var bundet på, og lad mig citere en beskrivelse af en sådan med mine kommentarer til drabet på Stine Geisler sat i parentes:

"Kroppen ligger i fosterstilling og er bundet til hænder og fødder. Kroppen er ikke mishandlet (dog slag eller spark mod ansigtet, hvis jeg har forstået det rigtigt?), ikke knivstukket (dog indridsede mærker i dræbtes underarm og skæremærker på halsen), selvom gerningsmanden bar kniv, og offeret er ikke blevet voldtaget eller på anden måde seksuelt udnyttet (eventuelt er der vel mulighed for oralsex forud for drabet?). Rebet om halsen er bundet stramt og er først knyttet om venstre håndled, der er bundet sammen med det højre og derefter op om skulderen, i en slynge på ryggen og mod nakken, tilbage til skulderen, rundt om brystet, om den anden skulder og gennem slyngen og op til halsen og rundt om struben, gennem slyngen igen og derefter ned om fødderne. Benene var bøjet bagud og linen fra halsen forankret i et bånd ned om anklerne."

Jeg har forstået, at politiet under efterforskningen kiggede til Sydsverige og havde fokus på en gerningsmand dér, men ikke en person ved navn B.K.!

Det er netop B.K., som jeg hermed ønsker at henlede opmærksomheden på, hvis ovennævnte beskrivelse af bindemetoden kan stemme med detaljer fra drabet på Stine Geisler?

Han udførte sine kriminelle gerninger i Sydsverige/Skåne og havde lidt af hvert på samvittigheden og deriblandt to drab. Han bar altid kniv, og hans forbrydelser lignede ikke det fjerneste hinanden, hvorfor (i givet fald?) der måske kan være tråde mellem drabet på Stine Geisler og andre af den tids kvindedrab i København, som det allerede synes at have indgået i politiets teorier, selvom de relevante drab ikke umiddelbart synes at kunne knyttes sammen via en særlig modus operandi.

Især tænker jeg på drabet på Højdevej på Amager, hvor der brugtes kniv under noget, som kunne ligne en hadforbrydelse, og den slags har B.K. samvittigheden.

I den forbindelse tyder de voldsomme slag eller spark mod Stine Geislers ansigt på en særdeles hadefuld adfærd, som om hun skulle straffes eller hånes for noget.

Gerningsmanden har tydeligvis forsøgt at dæmpe hendes protester ved at stoppe en klud i munden på hende (måske først som en leg?), og det tyder på, at han ikke havde til hensigt at slå hende ihjel med det samme - om overhovedet!

Selve gerningsstedets placering og adgangen dertil synes at have krævet, at Stine Geisler gik frivilligt med derned - måske for at have sex, idet der blev fundet en tom kondompakning, og det kan vist ikke entydigt konkluderes, om et drabsoffer har haft sex umiddelbart inden drabet, hvis der er benyttet kondom, og der har været gensidighed?

Hvis jeg ellers opfatter det korrekt, så var Stine Geisler seksuelt eksperimenterende og draget af magi og mystik, hvilket vel i en vis grad kan glide sammen. Gerningsmanden (eller Stine Geisler selv) synes at have været stedkendt i kælderen, og hun kan jo have leget der som barn (gemme?) eller blot været nede at kigge som nysgerrigt barn. Og hvis gerningsmanden var en person, som hun kendte, men ikke ønskede at tage med op i sit klubværelse i den sene nattetime, da hun skulle med

forældrene til påskefrokost få timer senere, kan de have aftalt at have sex (inkluderende noget bondage/sadomasokisme/dominans?) i kælderen. Akten kan have være gensidig, men have taget overhånd, så hun måske er begyndt at protestere højlydt, så gerningsmanden i panik har proppet endnu en klud i hendes mund, hvormed den første er blevet skubbet så langt tilbage, at tungen er presset bagud med kvælning som resultat - ved et uheld.

En beboer skal have hørt skrig, men spørgsmålet er, hvordan dette skal tolkes.

Hvis Stine Geisler og gerningsmanden har kendt hinanden, og han har ventet på hende og måske er trådt frem i sjov og holdt en kniv mod hendes hals, kan hendes skrig være i chok/overraskelse? Det kan forklare skæremærkerne på halsen, og hvorfor lød dette skrig ellers kun én gang?

Hun havde skader på knæ og albuer. De første kan være kommet af mange årsager, men da hun havde en ret kraftig læderjakke på, der har beskyttet albuerne, må hun næsten have haft den af (i forbindelse med sex?), hvorefter hun ikke (som sædvanligt?) har ønsket den videre sexleg gennemført og har taget jakken på.

Mine gisninger er naturligvis meget spekulative, men alligevel ...

Førnævnte B.K. har haft bopæl flere steder op langs Øresundskysten fra Malmø og til Halmstad og har ifølge mine oplysninger i hvert fald gæstet Helsingør og beværtninger dér, så en tur til København er vel ikke helt ude på fantasiens overdrev?

Den ovenfor fremførte beskrivelse af en bindemetode er en nogenlunde ordret gengivelse/oversættelse af svensk politis oplysninger om den, som B.K. benyttede under ét af sine drab (…). Det sammenlignelige med måden, som Stine Geisler efter mine oplysninger var bundet på, er, at offeret ville kvæle sig selv, hvis hun prøvede at komme fri. Heller ikke dette offer blev seksuelt misbrugt (i hvert fald ikke synligt). Det lader til, at der har været et element af sexleg med i forbrydelsen, hvis ikke ensidig lyst til drab.

B.K. var i øvrigt i nævnte og i det andet drab (…), han dømtes for, ret frygtløs med hensyn til risikoen for, at der kunne dukke vidner om, som kunne afsløre ham under selve forbrydelsen eller i hvert fald efterlade vidner, som kunne give et afslørende signalement af ham. Samme upåvirkelige kølighed synes Stine Geislers drabsmand at have været i besiddelse af med mindre, at Stine Geisler var indforstået med deres fælles ophold i kælderen, indtil det tog overhånd.

Alternativt synes det i begge tilfælde, som om gerningsmanden var i en form for rus og så opstemt af sit forehavende, at det overskyggede al rationel tænkning, og den slags kan jo hænde under sex!

Bogen om drabet på Stine Geisler, og hvilken jeg nævner at have læst, er skrevet af journalist Søren Baastrup og har titlen "En djævel i den lyse nat". Som anført har jeg ikke større tillid til indholdets validitet, og jeg er således ikke i stand til at afgøre, hvor stor en andel af indholdet, der er kommet fra reel research og herunder fra politiets oplysninger i forbindelse med bogens tilblivelse, eller hvor meget der er forfatterens eget værk – eller eventuelt sjusk med detaljebeskrivelser og fejlagtige konklusioner eller 'analyser'.

Derfor må jeg forbeholde mig, at jeg ikke ved, om der er saglig dækning for de dele af bogen, som jeg undres over, og hvilke jeg vil give udtryk for i det følgende. Det gælder også de mærker/tegn/initialer, som var skåret i Stine Geislers underarm efter dødens indtræden. Dem vil jeg med udgangspunkt i omtalte bog begynde med:

Af bogen fremgår det, at en herre ved navn A.T., tidligt var under kortvarig mistanke, fordi han havde udbredt sig om, at Stine Geisler var bundet på ryggen, hvilket ikke var offentligt kendt på det tidspunkt. Af bogen fremgår det, at han imidlertid blev renset for mistanke, eftersom han kunne oplyse, at han havde kendskab dertil fra den servitrice, som fandt liget i kælderen til Teglkroen, hvor hun arbejdede, og hvilket hun angiveligt bekræftede.

Spørgsmålet, jeg tillader mig at rejse, er, om denne servitrice blev afhørt så tilstrækkelig grundigt herom, at det, hun oplyste at have fortalt, stemte med de detaljer, som A.T. havde fortalt om?

Jeg kender ikke A.T. personligt, men på afstand er vore faglige veje krydsedes, og jeg vurderer ham til at være en selvforherligende person og lidt af en fantast, der synes at være sin egen største fan! Således undlader han ikke at dyrke sin egen fortræffelighed, hvilket i dag kan ske på Facebook, hvor han flittigt skriver om københavnske værtshuse og deslige. Han tager gerne tråden op på sidehistorier og kommentarer til hans indlæg, men jeg har flere gange bemærket, at han forbigår det med overraskende tavshed, hvis han beskriver et emne med relation til lokalområdet, hvor Stine Geisler blev dræbt, og drabet bliver nævnt i kommentarerne med spørgsmål som: "Var det ikke dér, hvor en ung pige blev dræbt?", "Det var i kælderen derunder, at Stine Geisler blev dræbt?" og lignende. Ellers nyder han at udstille sin viden om umiddelbart irrelevante sidehistorier og dét især, hvis det kan fremhæve hans egen person og sætte den i et interessant skær, hvilket også sker ved, at han som den eneste af de, som var i politiets søgelys i efterforskningen af drabet på Stine Geisler, lader sig fremstå ved navns nævnelse i Søren Baastrups bog.

Når han i sin tid kom i politiets søgelys, da var det netop, fordi han udbredte sig om drabets detaljer til en handlende, som herefter gik til politiet. Det er jo ikke ualmindeligt, at man har behov for at dele sit inderste med andre, hvilke også gælder for gerningsmænd til alvorlige forbrydelser.

Jeg læser ud af bogen, at han flere gange er blevet tilbudt at se kælderen, hvor drabet blev begået, men at han "ikke har ønsket det", og det er besynderligt, når han i kælderen under den gamle ejendom ville kunne se noget, som sikkert engang har været et husbryggeri til den stedlige beværtning, og sådan oplevelser er han sædvanligvis stærkt interesseret i og vidende om ganske givet ved at have set dem med egne øjne. Det må være interessant for en person med hans faglige interesse at se kælderen under Teglkroen, og hvilke trange omgivelser der har været til øl- eller brændevinsbrygning, hvad kælderen antagelig er blevet benyttet til, men det er det åbenbart ikke for ham i dette enkeltstående tilfælde?

Jeg forstår endvidere, at politiet fortsat hælder til den antagelse, at skæremærkerne i Stine Geislers underarm kunne være drabsmandens initialer. Hvis man konspirerer videre i mit spor, så skal der ikke megen fantasi til at se A.T. initialer ud af de ar, som er snittet i Stine Geislers underarm.

Jeg er i øvrigt bekendt med, at han på trods af at have haft sin begrænsede gang på Teglkroen i de år, da drabet blev begået, efterfølgende har været nærmest fanatisk tiltrukket af lokalområdet og dets værtshuse i øvrigt - især dem, hvor hun var gæst. Endvidere har han mig bekendt i dag bopæl i Teglgårdsstræde nærmest som nabo til gerningsstedet, og det er ikke et ukendt fænomen, at forbrydere "vender tilbage til gerningsstedet" på én eller anden måde, for nu at formulere det lidt populært! I forlængelse heraf sværgede politiet i den første tid efter drabet til den teori, at gerningsmanden havde én eller anden form for lokal tilknytning.

En anden mistænkt var journalist E.R., som i dag er afgået ved døden. Han bliver i omtalte bog præsenteret som Stine Geislers elsker om end anonymiseret. Også han virker svært imponeret af sig selv og noget selvovervurderende; ifølge bogens citater siger han, at mange unge piger er tiltrukket af journalister og forfattere, fordi de er interessante mennesker. Det sker jo højst, hvis pågældende har behov for at fortælle, at vedkommende er journalist eller forfatter. Man kan jo blot lade være, og tydeligvis kendte Stine Geisler ikke hans navn, da de to mødtes, og han lader forstå, at hun forførte

ham! Han har jo nok gjort sit dertil, for Stine Geisler kan i sin ungdoms naivitet, da hun ikke umiddelbart synes præget af den modenhed og intelligens, som hun beskrives med af den kreds, som kom de samme steder, og som åbenbart godt kan lide at omtale sig selv som "bohemer" og "kulturpersonligheder", være faldet for hans selvoplyste vid.

Fra mit ståsted kan jeg ikke se, at E.R. har et alibi, som bogen ellers foregiver, og hvilket også skal være politiets konklusion! Men jeg har altså heller ikke læst sagens akter, så jeg kan være galt afmarcheret.

Som jeg læser bogen, lod hun sig charmere af, at han havde oplyst hende om et interview, han netop da havde skrevet om Tom Jones. Ifølge bogen skulle han ved deres første samtale, da han opdager hendes interesse for mediefolk (som han også selv lader til at mene er vældig interessante!) og især hans påståede omgang med berømtheder, have spurgt hende, om hun havde læst det interview med Tom Jones, han netop havde haft i sin avis. Det havde hun angiveligt ikke, og først herefter begynder han at fortælle om det, og de ender hjemme i hans seng. Dette udsagn lader bestemt ikke til at være undersøgt fra politiets side, eftersom jeg har tjekket det i databasen Infomedia, og han har ALDRIG skrevet et sådan interview! I det hele taget synes han at tale hende efter munden og opfylde hendes interessers ønsker. Han skal have hjulpet hende med at læse til eksamen (religion), og jeg læser af Søren Baastrups bog, at hendes indkasserede 13-tal stort set er hans fortjeneste (Kan/kunne man overhovedet få 13 i religion (det er jo ikke en absolut selvstændig præstation)?), men med al respekt, da er religionseksamen på gymnasialt niveau ret ordinær, hvis man er i besiddelse af et mindstemål af almindelig dannelse?! Og E.R. vil jeg vurdere som uden besiddelse af en særlig viden om tro og religion i det omfang, en eksamen kræver.

Hun kan have fundet ud af, at han løj om Tom Jones-artiklen (og andet) for at gøre sig interessant, have foreholdt ham dette og måske latterliggjort/hånet ham, så han måske har kunnet finde på at passe hende op i denne sene nattetime. Som jeg læser nævnte bog, da kendte han til hendes færden på denne tid. I hvert fald lader de to til at have mødtes "kort" eftermiddagen inden drabet, da hun var på vej hjem fra sit arbejde på Café Wilder, hvor hun havde fri klokken 15. Hvorfor skulle de mødes "kort" og på hvis initiativ? Jeg udleder, at det var på hans, og hans udsagn til politiet om, at deres forhold kun varede i de 14 dage, hans hustru var bortrejst, er dermed løgn! Hvis hans alibi er, som det beskrives af Søren Baastrup, holder det ikke, for ifølge dét har han vidner på, at have været hele dagen og aften og nat på Café Sommersko, men det var han jo ikke, da han mødtes med Stine antagelig ved 16-tiden. I øvrigt synes hans hustru at være et svagt vidne, eftersom hun angiveligt havde et omfattende hashmisbrug - og måske også misbrug af andre stoffer.

Jeg synes også, at E.R. er nedladende over for politiet (de synes at mangle respekt for en "begavet" "kulturpersonlighed" som han, og i citat giver han udtryk for, at afhørerne er misundelige over, at han kunne score en smuk, ung kvinde som Stine Geisler, og jeg lader forstå, at han synes, at det nærmest er primitivt, når politifolkene byder ham på et stykke wienerbrød, eftersom "kulturpersonligheder" åbenbart ikke spiser den slags! Jeg læser ham som værende én stor kliché, der har noget alvorligt på spil). Han udtaler sig også nedladende om yngre kolleger, der måske ikke er så faste i troen på, at han er den personificerede uskyld, når han fortæller, at han på årsdage for drabet ringes op på "absurde tidspunkter", som når han handler i Netto eller sidder til bords med familien. Det er svært for såvel unge, ældre og for den sags skyld "kulturpersonligheder" at vide, hvornår folk køber ind eller spiser, hvis man skal have en kommentar fra én eller anden. Hvis et enkelt citat er korrekt gengivet, synes jeg desuden, at han udtaler sig om Stine Geisler med ret stor ligegyldighed, og selvom han ikke deltog i bisættelsen, hvis deltagere han også udtaler sig nedladende om, da kunne han have sendt en buket – gjorde han dét?

Tilbage til de ar, som var skåret i Stine Geislers hud: Politiet mistænkte en Peter Kronholm, og af Søren Baastrups bog fremgår det, at én af de dengang ansvarlige for sagen godt kunne udlede et P og et K af disse - altså hans initialer. Jeg har svært ved at se K'et, men P'et kan jeg godt se for mig. Jeg kan i såfald også udlede et B, idet nedstregen i P'et fortsætter længere ned end nødvendigt, og hvis gerningsmanden var på vej til at snitte et B, kan kniven være smuttet, så han ikke har færdiggjort det? Summa summarum bliver det, hvis politiet kan se K'et, til BK, og dermed er jeg tilbage til B.K.

Han var på drabstidspunktet "sidst i 20erne", som vist nævnes i forbindelse med han, som opsøgte Stine Geisler på hendes arbejdsplads dagen før drabet, og manden, som vægteren så løbe bort fra porten ved gerningsstedet i tidsrummet derfor, samt en person ved hendes gymnasium fire dage inden drabet, og hvem hun ikke ønskede at tale med, hvad hun alligevel gjorde. Disse signalementer passer for så vidt på B.K. (Det var en kvindelig taxichauffør, som fem år efter drabet på baggrund af et tv-program om Geisler-drabet pludselig kom i tanker om denne detalje og tilmed huskede, at det var fire dage før drabet: hvorfor i alverden henvendte hun sig ikke noget tidligere, når man

eftersøgte personen med samme signalement, som vægteren så? Var der overhovedet en sådan person ved Christianshavns Gymnasium den dag - eller andre? Har hun overhovedet kørt den tur?)

Kan B.K. have mødt Stine Geisler under et besøg i København - eventuelt på Floss Bar, hvor hun kom, og hvor han kunne falde ind i segmentet? Han kunne jo tænkes at være tiltrukket af bondagesex, hvis de er kommet i snak derom, og måske har hun haft ham med hjemme, idet jeg må sammenfatte sporadiske informationer fra forskellig side sådan, at hun gerne tog en herre med hjem efter en tur i byen. Hun søgte åbenbart mænd med lidt "kant", og B.K. kan vel sagtens have fremtrådt som en type med denne egenskab ...

Han begik sine forskellige kendte forbrydelser i en periode fra først i 1980erne (måske tidligere), og svensk politi har altid undret sig over, at han holdt en pause fra 1989 og de følgende år, hvilket ikke ville stemme med, hvad man kan forvente af en kriminel af denne (serieforbryder-)type - ifølge de svenske efterforskere. Således passer drabet på Stine Geisler og andre uopklarede københavnske drab i denne periode ind i denne undren og udfylder således det hul, som svensk politi ikke har kunnet finde en logisk forklaring på.

Jeg håber, at mine mange ord, som ganske vist stritter i alle mulige retninger og ofte spørger mere, end de svarer - og måske ind imellem er selvmodsigende, kan bidrage til, at Københavns Politi kan komme videre med løsningen af drabet på Stine Geisler."

*

Tja, det sidste kan man kun håbe på ...

De af mine egne bøger, jeg omtaler indledningsvis er "Skyggen af sandheden" og "Justitsmordet i Egebæksvang". Begge kan købes her – se under fanen "Bøger".