Slægtsforskning løste dobbeltdrab

I 15 år havde politiet i Linköping efterforsket et dobbeltdrab, som trods ihærdige anstrengelser og gode spor forblev uopklaret. Hvorfor en 8-årig indvandrerdreng og en 56-årig svensk kvinde uden fjerneste relation til hinanden skulle dø i den samme forbrydelse var blevet et nationalt traume, da man prøvede en alternativ metode.

40.000 rapporter, 9.000 afhøringer og 6.500 DNA-prøver. Det var i begyndelsen af 2019 resultatet af 15 års efterforskning af et dobbeltdrab i Sveriges femtestørste by, Linköping. Kun sagen om drabet på statsminister på Olof Palme overgik denne.

Efterforskerne havde gennem årene sågar undersøgt 13.000 selvmord blandt mænd i passende alder for det tilfælde, at gerningsmanden skulle være én af dem.

Politiet var imidlertid aldrig kommet videre end til en sort "skorstensfejerhue", som drabsmanden havde efterladt 200 meter fra gerningsstedet. Den bar frisk blod og det samme, som ud over ofrenes var på gerningsvåbnet, en butterflykniv, men ikke i politiets register. I huen var også fire hårstrå fra en antagelig typisk svensk mand, som hverken røg eller snusede.

Kriminalkommissær Jan Staaf havde gennem alle årene ledet efterforskningen, og han havde været én af de første på gerningsstedet den efterårsdag, drabene fandt sted. Han havde dengang været sikker på en hurtig opklaring.

Svensk politiefterforskning sværger til statistik, og en sådan siger, at en gerningsmand til denne type forbrydelse vil gentage den efter en "stille periode". Hans DNA dukkede imidlertid aldrig siden op i nogen sag. Var han død, flyttet eller udvandret? Jan Staaf troede ikke på nogen af delene.

Han fik ret, og det blev netop gerningsmandens DNA, som efter 16 år afslørede ham i en utraditionel efterforskning og god, gammeldags slægtsforskning.

***

19. oktober 2004 forlod 8-årige Mohammed familiens lejlighed i Åsgatan for at gå i skole. Folk i området havde ofte bemærket ham, når han fulgtes med sin fem år ældre søster, Eman, men denne dag var han alene; hele familien - undtagen Mohammed - havde sovet over sig, og han ville ikke komme for sent.

Samtidig så to renovationsarbejdere "en cirka 25-årig mand med "skorstensfejerhue"" spadsere ad Åsgatan. Han lignede én på vej til arbejde eller måske til ét af Linköpings mange uddannelsessteder. Renovationsbilen registrerede alle tømte affaldsbeholdere, hvorfor tidspunktet kunne fastsættes til klokken 7:33:39.

Lidt efter mødte manden med "skorstensfejerhuen" en kvinde på vej i modsat retning, og hun beskrev ham som "cirka 18 år".

I samme minutter forlod 56-årige Anna-Lena Svenson en lejlighed i Åsgatan for at gå på arbejde. Hun gik altid til enden af gaden og ad en sti videre. Denne morgen nåede hun kun til et grønt område, hvor hun få minutter efter at have forladt sit hjem blev fundet af to forbipasserende. Hun var dødeligt såret af talrige knivstik, men hun nåede at beskrive gerningsmanden som "høj, atletisk og først i 20erne".

"Det var vanvittigt - helt uprovokeret!" forklarede hun lidt kryptisk, da ambulancen ankom lidt efter, og hun spurgte: "Hvordan har drengen det?"

Først da blev vidnerne opmærksomme på Mohammeds lille krop et stykke henne i efterårsløvet, hvor man også senere fandt gerningsvåbnet.

Drengen var død; stukket ihjel med 27 knivstik over hele torsoen og i halsen. Stikkenes placering afslørede, at gerningsmanden var højrehåndet, og at han havde angrebet sine ofre bagfra.

Anna-Lena Svenson døde senere samme aften uden at have fortalt mere.

***

Den oplagte teori var, at der kunne være tale om et racistisk motiv til drabet på Mohammed; drengens familie var muslimer og indvandret til Sverige fra Libanon. Teorien talte for, at Anna-Lena Svenson tilfældigt var kommet forbi og havde forsøgt at forhindre forbrydelsen mod drengen, hvilket derfor var motivet til drabet på hende.

Omvendt var drabene udført med en sådan aggression, at gerningsmanden havde skåret sig selv; det kunne være signal om et personligt had. Jan Staaf forsøgte derfor at skabe en forbindelse mellem de to vidt forskellige ofre. Den nærmeste, han kom, var, at Anna-Lena Svenson underviste indvandrere i svensk, og at der således kunne foreligge en kombineret hadforbrydelse med denne kobling mellem de dræbte.

I så fald måtte gerningsmanden have kendt til ofrene og måske være fra nærområdet, hvad der var indikationer på.

Tidligt om formiddagen fandt en ansat i en dagligvarebutik gerningsmandens "skorstensfejerhue" i butikkens avisholder. Det spor brød lidt med politiets statistik om flugt fra gerningssteder; den sagde, at en højrehåndet normalt ville flygte 'venstre om', mens gerningsmanden til dobbeltdrabet i Åsgatan var flygtet modsat! En forklaring på det statistiske udsving kunne være, at såfremt en højrehåndet gerningsmand kaster bold med venstre hånd, da vil han flygte som en venstrehåndet; og Anna-Lena Svenson havde beskrevet ham som "atletisk", så måske spillede han håndbold?

I hvert fald ville han komme tilbage til kvarteret omkring Åsgatan, hvis han holdt kursen, han havde taget fra renovationsbilen via gerningsstedet og til dagligvarebutikken. Og et vidne havde hørt én råbe "Leif" eller lignende omkring gerningstidspunktet. Politiet fandt ikke Leif eller dén, som havde råbt, så man søgte et libanesisk ord, der lød som "Leif". Bedste forslag var "laish". Det betyder "hvorfor".

***

Søger en gerningsmand på flugt direkte tilbage til sit eget nærområde, er der typisk tale om en psykisk syg person. Derfor indgik det i teorierne, at det kunne være en skizofren fra Åsgatan-kvateret, der havde udført drabene som en tvangshandling. Jan Staaf og hans 60 efterforskere anede ikke, at de dér ramte plet med hensyn til motivet!

I stedet spurgte man sig selv, om gerningsmanden var drevet af en række kunstværker af den kendte dramatiker Lars Norén, der dagen inden drabene var sat op i Linköping centrum. Det var billeder med tekster som "Nu skal vi slå dem alle sammen ihjel, og de kan ikke gøre mere".

På baggrund af vidneudsagnene blev gerningsmanden aldersbestemt til 15-30 år. Dem var der 17.706 mænd af i kommunen. De 14.554 boede i selve Linköping.

I 16 år førte jagten på gerningsmanden fra Åsgatan ingen vegne, og det hjalp ikke, at den kendte forfatter og kriminolog Leif GW Persson udlovede én million kroner af sin private formue i dusør til den, som direkte eller indirekte løste gåden.

Det stod efterhånden klart, at hverken erfaring eller statistik ledte politiet nærmere manden bag dobbeltdrabet i Åsgatan endsige et plausibelt svar på, hvorfor han havde valgt netop disse ofre. Det var på mange måder en mærkværdig sag.

***

I 2018 afslørede amerikansk politi den såkaldte "Golden State Killer", som fra 1979 og syv år frem begik en række drab og voldtægter. Opklaringen skete ved brug af den private DNA-bank Gedmatch, som bliver benyttet af slægtsforskere til søgning efter slægtninge. Ganske vist tillod Gedmatch eller andre private slægtsforskerfirmaer med samme service ikke, at politiet brugte deres DNA af frygt for, at det kunne skræmme slægtsforskere fra at indlevere prøver. Politiet havde derfor i den aktuelle sag benyttet sig af en falsk profil, og i dette navn indleveret DNA fra "Golden State Killer".

Herefter blev dén dør lukket, når politiet stod med den efterforskningens pendant til slægtsforskerens "fader ukendt" i kirkebogen: Gerningsmand ukendt!

For de private slægtsforskerfirmaer var nu begyndt at dobbelttjekke brugerne, så der ikke længere kunne oprettes en falsk profil, men én af verdens dygtigste slægtsforskere kunne mere med DNA end som så.

Han hed Peter Sjölund og var tilfældigvis svensker. Siden teenageårene i 1980erne havde han kortlagt sit eget stamtræ tilbage til 1600-tallet. I 2018 var han en internationalt efterspurgt foredragsholder om emnet, og han havde allerede i 2011 sendt sit DNA til slægtsforskernetværket Family Tree, der gav 57 hits på slægtninge.

Family Tree er også et privat foretagende, der bliver benyttet af slægtsforskere over hele verden. Peter Sjölund havde flere gange holdt foredrag på virksomhedens kurser i USA og undervist internt i, hvordan man ud fra kromosomer kunne regne baglæns til en forfader, hvilket var blevet udviklet til et computerprogram. Herefter kunne man ved hjælp af traditionel slægtsforskning kortlægge slægten til garanti for, at man ikke begik fejl under den noget usikre udregning af kromosomer, og så man var helt sikker på at finde "the missing link" ved "Fader ukendt"-bremsen eller alternativt den biologiske tråd, hvad kirkebøger ikke er garanti for ...

***

Peter Sjölund havde med interesse fulgt afsløringen af "Golden State Killer", og det havde kriminalkommissær Bo Lundqvist fra Helsingborg Politi også. For i 10 år havde fundet af en uidentificeret mand ved Ekeby nær Helsingborg martret ham.

Foranlediget af sagen om "Golden State Killer" blev Bo Lundqvist interviewet til svensk radio om muligheden for med den nye metode at få sat navn på "Ekebymanden". Det var imidlertid ikke så lige til, men efter udsendelsen ringede Bo Lundqvists telefon og en stemme sagde: "Kan jeg hjælpe med noget?"

Stemmen tilhørte Peter Sjölund, og i løbet af den kommende tid lykkedes det ham at sætte navn på Ekebymanden, som viste sig at være en forsvunden fra Kroatien.

Opklaringen vakte begejstring i det svenske samfund, og det lignede en universalløsning til uopklarede drab. Problemet var dog, at lovgivningen i de fleste europæiske lande - og deriblandt Sverige - ikke tillader at benytte DNA fra personer, som ikke er mistænkte i de konkrete sager eller i de mindste frivilligt har afgivet DNA. Desuden er det kun politiet, som må efterforske kriminalitet, og så havde slægtsforskerfirmaerne i øvrigt smækket døren i. Når det lovligt kunne lade sig gøre at identificere "Ekebymanden" skyldtes det, at det var en konkret person, som skulle identificeres, og ikke en gerningsmand.

Rent praktisk ville være umuligt for politiets efterforskere og begive sig ud i sådan alternativ slægtsforskning, da det kræver en særlig kunnen, da et mirakuløst match på gerningsmandens DNA fra en DNA-bank ikke er garanti for, at man står med den rigtige gerningsmand. Det var nødvendigt at beregne kromosomerne typisk syv slægtled tilbage og dermed 200 år, og derfra at udføre en traditionel slægtsforskning med udgangspunkt i sandsynlige stamfædre, indtil man til sidst står med én eller flere mulige personer, der er identiske med det oprindelige match.

Det praktiske problem ved metoden var, at der i dobbeltmorderens DNA var 1,4 millioner "DNA-bogstavkombinationer" at lave et kromosomskema efter, og Family Tree benytter hun det halve, hvorfor risikoen for justitsmord er stor.

***

Dobbeltdrabet i Åsgatan i 2004 var den direkte årsag til, at der opstod politisk vilje til forsøgsvis at lade denne sag opklare ved den særegne metode, og det stod klart, at der kun var én person, som kunne løse opgaven på betryggende vis: Peter Sjölund.

Usikkerheden ved metoden gjorde, at loven ikke kunne lempes generelt, hvorfor det blev besluttet, at gennemføre opklaringen som et pilotprojekt. Det tillod ekstraordinært, at en civilperson underlagt skærpede krav om fortrolighed kunne udføre denne del af efterforskningen for politiet; altså var pilotprojektet skræddersyet til Peter Sjölunds løsning af dobbeltdrabet i Åsgatan, og det blev han, som skulle vandre gennem de hermetisk lukkede døre.

Dog udestod problemet med, at det var nødvendigt med bistand fra en privat DNA-bank, hvor ingen ønskede at samarbejde med politiet. En tilfældighed gjorde imidlertid, at Peter Sjölund vandrede direkte gennem den sidste lukkede dør.

For tilfældigvis var svenskeren Göran Runfeldt, som Peter Sjölund kendte fra slægtsforskermiljøet i Sverige, i mellemtiden blevet chef for netop Family Tree's DNA-afdeling, og derigennem fik han tilladelse til at benytte firmaets database til beregning af kromosomer baglæns gennem generationer.

Gennem mere end et år arbejdede Peter Sjölund på fuld tid med at kortlægge relevante slægtled, hvorfra han kunne begynde at søge på traditionel vis gennem de mulige slægtstråde, der på ét eller andet tidspunkt ville føre til gerningsmanden bag dobbeltmordet i Åsgatan i oktober 2004. Med en blanding af held og erfaringens intuition lykkedes det ham i andet forsøg at nå frem til to brødre fra Sturefors 13 kilometer syd for Linköping med gerningsmandens DNA.

***

DNA er unikt, men som nævnt er de private databaser ikke 100 procent nøjagtige, da de kun benytter halvdelen af alle bogstavkombinationer i DNA-registreringen.

Det var årsagen til, at to brødre havde DNA-match på gerningsmanden; han var altså identisk med den ene af dem, og det sidste stykke vej måtte bero på klassisk efterforskning og håb om afgivelse af en frivillig DNA-prøve, hvis ingen af dem ligefrem tilstod dobbeltdrabet. Mest talte for, at det var den yngste bror, der boede i en étværelses lejlighed i Sturefors, levede af førtidspension og aldrig havde haft et arbejde, mens den anden var familiefar med karriere.

Den yngste hed Daniel Nyqvist og var 37 år; han havde dermed været 21 på drabstidspunktet, så det stemte så langt.

Få dage efter blev hans lejlighed en tidlig morgen stormet af bevæbnet politi, og Daniel Nyqvist blev anholdt og bragt til afhøring hos politiet. Overraskende hurtigt erkendte han, at det var ham, som havde dræbt Mohammed og Anne-Lena Svenson.

Han var vågnet tidligt om morgenen 19. oktober 2004 i sine forældres lejlighed i Sturefors, hvor han dengang havde boet, med en tvangstanke om, at han skulle dræbe to mennesker. Det ville sikre ham en plads i paradis, når den dag kom.

Da forældrene var taget på arbejde, tog han bussen til Linköping og gik rundt for at finde passende ofre. De første, han mødte, var "for store og kunne gøre modstand", men ved det grønne område for enden af Åsgatan havde han set Mohammed, som blev hans første offer. Under overfaldet var Anna-Lena Svenson dukket op og havde råbt ham an, og hun var således blevet næste offer.

Derefter var Daniel Nyqvist gået forbi dagligvarebutikken, hvor han af uvisse årsager havde lagt sin "skorstensfejerhue" fra sig i avisholderen. Derfra gik han ind på en nærliggende McDonald's for at vaske blodet af sine hænder, inden han i al ubemærkethed tog bussen tilbage til Sturefors, hvor han siden havde levet i fred med sig selv over at have udført sin nødvendige gerning.

Daniel Nyqvist blev idømt en behandlingsdom for det helt igennem meningsløse dobbeltdrab, og trods Peter Sjölunds opklaring af sagen, er der ikke planer om at gennemføre lignende opklaring af andre uopklarede drab.