Så er der lige dét med retsplejeloven ...

Hærdede forbrydere kender spillet, som det kom til udtryk, da Betina Heldman som ny præsident ved retten i Hillerød afskaffede stive regler som at stå op, når dommere og lægdommere entrerer retslokalet. I én af hendes første sager mod en tiltalt med et alenlangt synderegister rejste denne sig som den eneste og så sig forbavset om. Betina Heldman fortæller: "Jeg smilede og sagde til ham, at det var ham, som gjorde det rigtige ..."

Episoden kunne være til ansporing af journalister, som dækker kriminalstof, til at sætte sig nøjere ind i, hvordan en sag bygges op fra forbrydelse til dom, så sagen præsenteres retvisende.

Efterhånden er man i Hillerød vendt tilbage til det gamle, og det er måske udmærket at forstå den vigtige højtidelighed, en retshandling er. Især nu, da alvorlig kriminalitet ofte præsenteres som underholdning i medierne. Tilmed fik retssagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn i Aalborg i forsommeren 2023 folk til at rejse langt for fra tilhørerpladserne at konsumere alle de uhyggelige detaljer, der kom for en dag. Og på BTs hjemmeside kunne man følge en liveblog, hvor selv de mest frastødende detaljer blev udbasuneret. Intet synes helligt i pressens dækning af kriminalstof.

Dette skred fra seriøs kriminaljournalistik til folkeunderholdning får læsere, lyttere og seere til at tro, at processen fra forbrydelse og dom beror på fornemmelser, gætterier, synsninger og løsrevne påstande fra taleivrige personer på sidelinjen. Det fremgår af kommentarspor på mediernes hjemmesider og på sociale medier, og det er et demokratisk problem hvis ikke ligefrem en trussel mod retssamfundet.

***

Mads Petter Kühnel, som har produceret en række podcasts om kriminalsager for DR, forsvarede i P1 Udsyn 13. juni BTs detaljebeskrivelser af parteringen af Mia Skadhauge Stevn med, at det beskrev, hvor "modbydelig" gerningsmanden var. Det er netop essensen af problemet, når journalister ikke forstår, at retten ikke beskæftiger sig med sympati eller antipati, men alene om, hvorvidt tiltalte er skyldig eller ej.

"Telefonsvareren fra Helvede" hed en sådan podcast, som han producerede i 2021. Den omhandlede drabet på læge Charlotte Asperud i Tisvilde og indeholdt en lydfil, hvor den dræbte i sekunderne inden drabet ringer til sin datters telefonsvarer. Ganske vist hører man kun gerningsmandens stemme fra lydfilen, som politiet havde offentliggjort på et tidspunkt, da man endnu ikke kendte dennes identitet.

Offentliggørelsen var Mads Petter Kühnels forsvar for at bringe den, men både moralsk og etisk var lydfilen irrelevant for fremstillingen af sagens helhed. Den var tydeligvis alene brugt for at skabe drama i underholdningsøjemed ligesom titlen.

Den omsiggribende underlødighed i kriminaljournalistik skal givetvis for en dels vedkommende tilskrives politiet, som ofte meget tidligt i et sagsforløb er ude på sociale medier med omtale af forbrydelser. Det er mange gange, inden der er gjort et ærligt efterforskningsmæssigt forsøg på en opklaring, så resultatet bliver, at man på kanten af retsplejeloven ansporer offentligheden til at hjælpe aktivt i opklaringen, som det direkte var tilfældet i efterforskningen af drabet på Emilie Meng i Korsør i 2016.

I forlængelse heraf har det også trukket politiefterforskningens niveau gevaldigt ned, at pensionerede kriminalfolk lægger navn til letfordøjelige bøger om kriminalsager, der hist og her bryder med politifolks almindelige tavshedspligt. Den burde måske udvides til et direkte forbud mod at beskrive konkrete sager.

***

Også retterne bærer et ansvar, når det tillades at skrive liveblogs direkte fra retslokalet. Det kan sammenlignes med at sende direkte tv, hvilket ikke er tilladt. Desuden er det stærkt forstyrrende.

Samtidig kunne man anklage dommerne for at spille med på underholdningen, når de i flere tilfælde lader anklagemyndigheden slippe af sted med tvivlsom bevisførelse som i sagen om drabet på Louise Borglit i Herlev, hvor hovedbeviset var en politiagents forsøg på at hale en tilståelse ud af den tiltalte under dennes afsoning for en anden forbrydelse. Dermed lever politi og anklagemyndighed ikke op til den objektivitet, som de ifølge retsplejeloven er forpligtet af, når en tiltalt således lokkes i en fælde og ikke er blevet afhørt med en sigtets rettigheder.

Et andet skred er den magtfulde folkedomstol, der huserer på sociale medier og især har vist sin problematiske indflydelse i MeeToo-sagerne, hvor kun den ene part (kvinden) bliver hørt i sager, som retsligt er langt over forældelsesfristen. I disse sager bliver enkeltpersoner hængt ud ved navn og offentligt 'dømt' uden nogen afvejning af anklagernes saglighed endsige sandhedsværdi.

Samme tendens er på vej ind i retssalen, hvilket kom til udtryk i sagen om Mia Skadhauge Stevn, hvor der førtes såkaldte "karaktervidner", som berettede, hvordan tiltalte havde optrådt over for kærester i forhold, som lå mange år tilbage, og som var aldeles uvedkommende og hinsides enhver form for objektivt bevis eller indicium.

Det retssikkerhedsmæssige problem ligger i, at det er nævningene, som afgør skyldspørgsmålet alene, og de er helt almindelige, forudsætningsløse personer, som blot skal møde med deres sunde fornuft. Rækker en nok så sund fornuft i eksempler som de nævnte, eller vil nævningenes afgørelse være præget af følelser eller folkedomstolens forvrængede billede, når sagsfremstillingen énsidigt lefler for en folkestemning gejlet op af, at det er synd for offeret, hvad det naturligvis er.

***

Der er imidlertid lige dét med retsplejeloven, som kræver objektivitet på alle trin fra forbrydelse til dom. Eneste afgørende er, om skyldsspørgsmålet er objektivt bevist, så måske burde kriminaljournalistik ligefrem skrives ind i retsplejeloven!

Retsreportagens udlægning bærer sjældent præg af, at det kun er dét, som bliver sagt i retten foran de juridiske dommere og lægdommerne, der gælder. Journalister præsenterer ofte gisninger og sidehistorier som "det, vi ved" med reference til personer, som slet ikke er vidneført, og uden at indholdet fremgår af anklageskriftet.

Det er retsagens helhedsbillede, der er afgørende, når "man skal snakke sig til rette om, hvilken dom han skal have", som DR-journalist Louise Dalsgaard udtalte i P1 Orientering i forbindelse med retssagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Det er endnu en misforståelse, eftersom nævnetinget alene skal svare ja eller nej til et konkret skyldsspørgsmål. Man diskuterer altså ikke ud fra kalkulationer om, hvordan man kan straffe tiltalte hårdest muligt. Strafudmålingen er slet ikke et element i denne del af processen. I øvrigt er rettens opgave ikke at straffe så hårdt som muligt, men at afsige den rigtige dom.

***

Når grov kriminalitet er blevet folkeunderholdning, er det måske i virkeligheden, fordi det er billig journalistik klaret med en mikrofon og et kamera!

Der bliver ikke researchet på særlige vinkler i en given kriminalsag. En saglig baggrundsdækning kunne i sagen om den 13-årige pige, som blev kidnappet i foråret 2023, eksempelvis have været at sætte fokus på avis- og reklamebudes arbejdsvilkår og forsikringsforhold, hvis der sker dem noget under udførelsen af arbejdet, hvilket i allerhøjeste grad var tilfældet her. 

Det er ikke ualmindeligt, at avisruter varetaget af børn går gennem områder, hvor voksne mennesker ikke tør færdes alene, og hvor selv politi og redningsmandskab træffer deres forholdsregler. 

I samme sag kunne man også have forholdt sig kritisk frem for refererende til det element, at sygeplejersker snusede i pigens journal. Var det af ren nysgerrighed, eller var motivet at videresælge informationer om den mishandling, hun gennemlevede i 27 timer, til betalingsvillige medier?

***

Dét, vi ved, er, at tidens retsreportage er ude af trit med god presseskik, da en sådan skal være så neutral som muligt. Det går galt, når journalister i al for høj grad har fokus på at finde noget mod den person, som ser ud til at have begået forbrydelsen. Man glemmer, at retsplejeloven er så demokratisk, at den beskytter alle parter. Når det ikke indgår i dækningen, bliver det vanskeligt at forstå hjemme i stuerne, at en tiltalt, som gennem måneder er blevet fremstillet mere og mere uhyrlig, bliver taget i forsvar, lyttet til og behandlet med en respekt, som af og til misforstås af offentligheden.

Der er tale om journalistisk misinformation allerede fra en given efterforskning står på, når den fremstilles, som om politiets opgave ensidigt er at finde fældende beviser mod en anholdt, mistænkt, sigtet og tiltalt, der er begreber, som dækningen efterlader et indtryk af er forskellige varianter af "dømt".

I sagen om kidnapningen af den 13-årige pige var det tydeligt, at sådan begreber ikke blev forstået og udlagt korrekt, og at en sigtelse er en beskyttelse af den sigtede og en retningslinje for politiets videre arbejde med sagens detaljer og beviser.

Så mens det samlede pressekorps ivrede efter at puste ingen viden op til stor mystik til danskere i underskud af weekendunderholdning, da glemte man den detalje, at en stor del af det politi, som var "massivt til stede", netop var det for at holde nysgerrige og pressefolk på afstand.

Når efterforskningen i det videre forløb gik på at undersøge, hvorvidt der kunne være medgerningsmænd, da begyndte ubehjælpsomme gisninger i alle retninger, mens der blot var tale om retsplejelovens krav om objektivitet. Hvis der teoretisk set var medgerningsmænd til forbrydelsen, kunne det måske være en formildende omstændighed i en senere tiltale mod den sigtede i sagen.

Derfor var det uklædeligt, når dagbladet Politikens chefredaktør Amalie Kestler i dagene efter kidnapningen af den 13-årige pige kommenterede på den glubske dækning ved at pudse glorien og fremhæve, at hendes avis ikke havde omtalt sagen ud over det rent faktuelle. Det havde imidlertid både Morgenavisen Jyllands-Posten og i særdeleshed Ekstrabladet, der begge er en del af samme bladhus ...

***

Således er det en mangel i kriminaljournalistikken, at den ikke er beskrivende for det arbejde, som går i gang, når en forbrydelse er begået og frem til retten sættes og dommen falder. Der er ensidig fokus på at mystificere tiltalte i alvorlige forbrydelser som drab. Det er her vigtigt at holde tungen lige i munden og erindre sig, at gerningsmanden som den eneste i hele processen og med retsplejeloven i ryggen er i sin gode ret til både at lyve og lede efterforskningen på vildveje.

Dertil synes det sædvanligvis at gå under den journalistiske radar, at alle er uskyldige indtil det modsatte er bevist (i retten!) - også i tilståelsessager!

Derfor vil det tjene den samlede dækning, at pressen forholder sig kritisk både til politiets efterforskning og udmeldinger her fra samt i nogle sager måske også til offeret. Ikke mindre er det vigtigt at afveje, hvorvidt udtalelser fra pårørende har en relevans for beskrivelsen af et forløb eller en handling, eller om der alene er tale om drama for underholdningens skyld. Dertil vil det tjene en sag, at journalister, forsvarer og anklager fører en tilbagetrukket rolle under sagen.

I stedet er den aktuelle kriminaljournalistik præget af bogverdenens tvivlsomme true crime-genre, hvor forfatteren digter videre på fakta for at få de løse ender til at nå hinanden.

Hvis genren ikke skal forsumpe i indholdsløs og ligegyldig underholdningsjournalistik, må udøverne lære, hvordan en sag skal efterforskes og senere bygges op af anklagemyndigheden, selvom det naturligvis også kan svipse i retten for erfarne folk på den rigtige side af loven, som det fremgår af en anekdote fortalt af tidligere retspræsident ved Københavns Byret, Claus Larsen:

I forbindelse med en varetægtsfængsling af en anholdt med en omfattende straffeattest havde forsvareren spurgt sin klient: "Skal vi anke dommerens afgørelse til landsretten?" Hans klient svarede prompte: "Det hedder ikke anke, det hedder kære, og det skal vi!"

Jeg har skrevet nogle bøger om danske kriminal- og drabssager. Især JUSTITSMORDET I EGEBÆKSVANG og SKYGGEN AF SANDHEDEN  vil jeg anbefale, men læs eventuelt også FORBRYDERE OG FORBRYDELSER og HISTORIEN OM JACOB. Alle titler kan købes i via fanen "Bøger" her på siden, så klik ind og kig!