Kirkehistorie 2: Landskabets kirke

Når vi hører ordet "kirke", ser vi straks for det indre blik den klassiske hvidkalkede kirkebygning, der ligger symbolsk himmelstræbende på et højdepunkt i mere eller mindre åbent landskab med solmodne kornmarker omkring. Det er en kliché, men den er ikke desto mindre den korrekte forestilling, der er gjort en målrettet indsats for at sikre.

Baggrunden var, at enkeltpersoner så det som et hul i Naturfredningsloven af 1937, at kirken ikke var tænkt ind som en naturlig del af landskabet med deraf følgende krav på beskyttelse.

Spydspidsen i arbejdet for at få udfyldt dette hul var provst Johan Exner fra Hald-Kærby Provsti ved Randers. I første omgang gjorde han sine erfaringer omkring sine egne hjemsogn, hvor der efter hans opfattelse ikke i passende grad var værnet tilstrækkeligt om skønhedsværdierne omkring kirkerne; på tilstødende grunde var der eksempelvis bygget latrin op ad kirkegårdsmuren, ligesom hus- og gårdejere i en række tilfælde ikke drog omsorg for at vedligeholde deres ejendomme og rydde op omkring dem. Det virkede skæmmende for udsynet såvel til som fra kirken.

*

Selvom der ikke kunne ændres på, at man tidligere havde ladet stå til, så kunne der fremtidigt rettes op på æstetikken.

Det kunne ske samtidigt med, at man accepterede, at byer i sagens natur var vokset op omkring kirken med bondegårde, virksomheder og huse. Det var trods alt til at leve med en hønsegård lige på den anden side af kirkegårdsmuren, et frysehus eller en transformatorstation klemt ind på et smalt stykke jord lige op ad kirkegårdsmuren for slet ikke at tale om den uundværlige smed som kirkens måske nærmeste nabo.

Problemet var fremskridtet!

Det kunne være, når bonden blev effektiv, at han tilbyggede en lade, en moderne svinestald med tilhørende gylletank eller måske et maskinhus, da landbruget efterhånden blev mekaniseret, og den uundværlige traktor skulle under tag med selvbinderen.

Ligeledes hændte det, at en driftig smed fik en genial idé, der lidt efter lidt fik smedjen til at vokse sig stor som maskinfabrik eller autoværksted på tilstødende jorde, ligesom købmanden måske udvidede med korn- og foderstofforretning og tilhørende magasin- og lagerbygninger, der stræbte mod himlen i konkurrence med kirkens tårn.

Disse uheldige tilføjelser - eller risikoen derfor - til landskabet med det deraf spolerede udsyn til kirken var, hvad Exner ønskede at komme til livs i den fremtidige udvikling af større eller mindre byer gennem en sikring af først og fremmest udsynet til kirken. Desuden skulle der skabes lokal præcedens for, at der ikke opstod nybyggeri eller udvidelser af bestående bygninger for tæt på kirkegårdsmuren og dermed kirken og i det endnu åbne landskab omkring.

*

Når naturfredningsforeningslovene ikke havde dette element med, var årsagen nok økonomisk; direkte lovindgreb med sådan begrænsninger i den private ejendomsret ville læne sig op ad en erstatningspligtig ekspropriation, der ville blive urimelig dyr for samfundet. Derfor var det Johan Exners idé, at der skulle frivillighed til, hvis skæmmende og nærgående byggerier skulle til livs.

Under sine såkaldte "kirkesyn" i sit eget provsti, der førte til en henvendelse til Kirkeministeriet i maj 1941, kortlagde han de lokale forhold og kom med anbefalinger til sikring af det landskabelige udsyn til kirkerne. Han kunne også referere til en almindelig enighed blandt de beboere i kirkens nærhed, han undervejs i det foreløbige arbejde havde været i dialog med, og som delte hans synspunkter, men blot havde undladt protester for at bevare det gode naboskab i lokalmiljøet.

I første omgang resulterede Exners ministerielle henvendelse i nedsættelsen af et udvalg under Statsministeriet, som fredningssagen hørte under; udvalget var sammensat af kyndige folk som arkæolog Ejnar Dyggve, kunstmaler Erick Struckmann, formand for Danmarks Naturfredningsforening Poul Nørlund og Statsministeriets departementschef Andreas Møller.

Besættelsen fik skylden for, at sagen ikke nød fremme, og det kun blev til perspektivløse møder i udvalget.

*

I 1947 havde Johan Exner mistet tålmodigheden, da han så sin idé placeret i en syltekrukke.

Han allierede sig med dommer E. Riis fra Grenaa, der ud over at være jurist, og som sådan kunne stå for udformningen af de frivillige fredningsaftaler og efterfølgende tinglysninger, tillige delte synspunkt med Exner i egenskab af formand for Randers Amts Naturfredningsforening.

På denne baggrund blev arbejdet indledt, og det var de overraskende positive resultater, hvor store som små lodsejere i kirkens nærhed lod tinglyse frivillig fredning på deres ejendom til bræmmer omkring kirkegårdsmuren samt afståelse af muligheden for udstykning af jord op til kirken til sikring af det landskabelige udsyn.

Denne første fase foregik som nævnt inden for Exners eget provsti, og de åbenlyse resultater førte til, at Kirkeministeriet 26. januar 1949 udsendte et cirkulære, som bemyndigede Exner til at forestå arbejdet samtidig med, at der blev bevilget 8.000 kroner til dækning af diverse rejseudgifter rundt til landets cirka 2.000 kirker.

Med besøg ved otte kirker dagligt indbefattet møder med lodsejere, hvori også dommer Riis og den stedlige provst deltog, strakte fredningsarbejdet sig over tre år. Det blev til i alt 4.500 frivillige fredninger af især mindre privatejede arealer, men der blev også truffet aftaler med kommuner om fredning af såkaldt "gadejord" ved vejudmundinger, gadekærsarealer, anlæg og parker.

Vigtigst var imidlertid 1.100 fredninger af landbrugeres marker til bevarelse af udsigten især til, men i nogle tilfælde også fra kirken. Således afskrev ejeren sig muligheden for fremtidige udstykninger og dermed en klækkelig indtægt kvit og frit.

*

Når det så uproblematisk lod sig gøre at få bønderne til at underskrive en fredningsdeklaration, da ræsonnerede Johan Exner, at det skyldtes, at det ikke var en myndighed, som krævede noget i almenvellets interesse, men at det var almenvellet selv, som handlede. Samtidig var der ikke tale om en rigid fredning, for selvom fredningerne også indholdt en række begrænsninger vedhørende høje træer, hvor disse ikke havde en skønhedsværdi i forhold til kirken, da gav fredningen typisk mulighed for beplantning med lavere træer som frugttræer eller juletræsdyrkning på de berørte marker op mod kirken.

Selvom arbejdet forløb hurtigt og smertefrit for 90 procent af de relevante arealers vedkommende, så fortsatte indsatsen for de resterende 10 procent i de følgende år, og flere fredninger kom til i løbet af 1950erne.

Nogle lodsejere havde af principielle grunde sagt nej til fredning, mens andre udbad sig betænkningstid, ligesom andre igen ønskede at lade spørgsmålet henstå til efter et forestående generationsskifte. Alt i alt nåede antallet af fredninger et stykke over de førnævnte 90 procent.

Fredningsdeklarationerne kan opdeles i fire kategorier: Areal-, bræmme-, bybilled- og udsigtsfredninger.

Fortidens synder blev der kun i yderst begrænset omfang rettet op på, men de var ikke grundlagt på ond vilje. Johan Exner noterede sig en typisk forklaring fra sådan lodsejere: "Vi har ikke tænkt over det, men nu kan vi godt se det! Blot De var kommet noget tidligere til os - så var det ikke sket!"