Kongemordet

Begiver man sig ad de kringlede midtsjællandske veje ved den lille kirkeby Haraldsted, da vil man halvanden kilometer nordøst derfra bemærke et smukt krucifiks i vejkanten lige inden, man kører ind i skoven. Netop, hvor krucifikset står, fandt et nationalhistorisk mord sted. Mord er der nok af i historien, og det gælder såmænd også de historiske af slagsen, men mordet på Knud Lavard ved Haraldsted 7. januar 1131 har fået en særlig status.

Knud Lavard havde siden 1115 været hertug af Slesvig, hvilket ville sige Sønderjylland og Jylland og var desuden knes for venderne, hvilket vil sige befolkningen langs den sydlige østersøkyst - altså Nordtyskland og det nordlige Polen. Knes - oprindeligt "knajz" - var en anfører for et folk, og titlen oversættes typisk til "fyrste" på dansk.

Han var søn af Erik Ejegod og far til Valdemar den Store, som denne kom til at hedde. På denne tid herskede der konstant krig på liv og død mellem potentielle arvtagere til magten over det danske rige, og det var da også motivet til denne forbrydelse, som fandt sted ved den idylliske Haraldsted Skov på Midtsjælland, hvor Knud Lavards fætter Magnus, som betragtede ham som en konkurrent til tronen, havde lokket ham i baghold.

Anledningen til bagholdet var en familiesammenkomst, der skulle være dække over fætterens skumle plan.

Mordet blev begyndelsen på en borgerkrig, som først fik sin ende i 1157, da Valdemar den Store blev konge af Danmark.

Knud Lavard, hvis efternavn er afledt af det engelske "lord", blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, men tæt på gerningsstedet blev der nogle år efter mordet opført et kapel. Det henligger i dag som ruin.

Knud Lavard blev helgengjort i 1151.