Kirkehistorie 3: I begyndelsen var jordhulen

Når et flertal af danske kirker ser ud, som de gør, skal forklaringen ikke søges i noget "typisk dansk". Mange har nok bemærket, at denne kirkearkitektur er universel, når de på rejser til såvel nære som fjernere egne af verden oplever selvsamme kirkebygning. Selv i et altovervejende muslimsk land som Ægypten kan man i de kristne kvarterer støde på kirkebygninger, som ligeså godt kunne have været placeret i en dansk landsby.

Disse er blot væsentligt nyere, mens de i Danmark hører til de ældste bygningsværker, vi har, med en omtrent tusindårig historie.

*

Vor kirkearkitektur, som ganske vist er temmelig uhomogen og ikke altid lige struktureret, nåede hertil sammen med tegl som byggemateriale. Det var cirka i 1170, at kong Valdemar (den Store) og hans stats- og udenrigsminister Absalon var til en kongres et ukendt sted nede i Europa. Måske var det i Rom, hvor man allerede længe havde kendt til den byggemetode, der således ikke var nogen nyopdagelse, og som ud fra en dansk betragtning var den mest ideelle, idet vi har grundmaterialet, leret, lige under jordoverfladen.

Således lærte vi ved den lejlighed at brænde tegl til mur og tag og ikke mindst at bygge med dem.

Siden har denne byggeform været den dominerende i alle typer af byggerier, omend beboelseshusene gik en omvej via bindingsværk, men dermed sagde vi farvel til naturstenene i hvert fald ved opførelsen af kirker.

*

Indtil teglstenenes indtog, der altså kan tidsfæstes ret præcist, var byggematerialet til kirker altså natursten hentet i oplandet til byggepladsen, hvilket forklarer visse egnsforskelle, men 80 procent af disse kirker blev bygget af kampesten. Resten er for de flestes vedkommende bygget af granit (dog overvejende på Bornholm), kridt- og frådsten, men en mindre import forekom også af tufsten fra Rhinegnene til Ribeområdet og sandsten fra Skåne til Nordsjælland.

Ellers var byggerierne af datidens kirker ret énsartede bortset fra, at man på Sjælland huggede stenene til, mens de i resten af landet blev brugt, som de var fra naturens side. På Sjælland blev de endvidere pudset med kalkmørtel for at give en glat overflade.

*

Hvem byggede så disse ældste kirker?

Ribe Domkirke blev bygget af håndværkere syd fra, der blev hentet hertil på baggrund af erfaring fra lignende byggerier - primært i det sydlige Europa. Disse håndværkere fortsatte på kirkebyggerier i Ribes opland, men derudover ved vi ikke, hvem der var ansat på kirkebyggerierne. Sandsynligheden taler dog for, at der var tale om munke, eftersom munke drev et teglværk lidt uden for Ribe by.

Ellers var de nok fortrinsvis omrejsende byggearbejdere, der efterhånden lærte danskere op. Det forklarer énsartetheden over stort set hele landet, for arkitekter og tegninger eksisterede ikke, så det må have været en erfaren håndværker, der har stået for det overordnede ansvar som en slags byggemester.

*

Der var imidlertid kirker i Danmark før de omtalte kirker af sten. På gamle stik er de foreviget, og disse endnu ældre Guds huse var bygget af det lettere forgængelige træ, og hvor de lå, blev der senere bygget de kirker, vi kender.

Heller ikke trækirker (stavkirker) af det skovbeklædte nords lettest tilgængelige råmateriale var de første.

Når vi overhovedet byggede kirker, var årsagen det kolde vejrlig på vore breddegrader.

Inden vi kastede os ud i denne bekvemmelighed med at lytte til Guds ord inden døre, foregik gudstjenesten under åben himmel. Uproblematisk under sydligere himmelstrøg, men upraktisk i et land som Danmark, og derfor var vi måske en slags pionérer udi kirkebyggeri?

Hvordan disse allerældste kirker så ud, ved ingen, men vi må antage, at der var tale om en slags jordhule af sten, jord, kvas og græstørv og stivet af med træ og som man nu engang byggede dengang i oldtiden og sikkert ikke "arkitektonisk" langt fra stendyssen.

Udendørs gudstjenester fortsatte enkelte steder helt op i nyere tid og helt frem til engang i 1800-tallet.

*

I de senere årtier afholdes der landet over friluftsgudstjenester i sommerhalvåret. De er ikke helt sammenlignelige med fortidens, men er mere en charmeoffensiv for at lokke nye kirkegængere, der gerne vi se sig selv i pagt med naturen, til med lidt hygge og påtaget romantik.