Ja, hvad bliver det næste?

2023-08-19

Ligeså tåbeligt, der var at afskaffe blasfemiparagraffen, ligeså begavet er det, når regeringen vil finde en vej til et forbud mod offentlige afbrændinger af Koranen.

Det er sådan set ikke et spørgsmål om en mulig terrortrussel mod Danmark, der bør være omdrejningspunkt for debatten, men derimod spørgsmålet om, hvad der ytres ved at sætte ild til en Koran, hvis det er en ytring?

Det åbne spørgsmål kom der svar på i P1 Orientering 31. juli, da Toke Lorenzen fra en gruppering, som kalder sig "Danske Patrioter", forklarede, at han med sine afbrændinger fortæller, at han ønsker muslimerne udvist, blandt andet fordi de er kriminelle; men den debat kører jo i selvsving i ord og tale, og dansk politik har i 25 år nærmest ikke handlet om andet. Det er foregået uden ild, så hans indforståede bidrag synes overflødigt. I øvrigt har den danske patriot selv domme for vold, trusler, tyveri, hashandel og meget mere, så mon ikke han skulle brænde for egen dør først?

***

Berlingskes kommentator Amalie Lyhne stillede sig i samme P1 Orientering i spidsen for det obligate kor af meningsdannere, da hun udtalte, at "voldelige regimer skal ikke bestemme, hvad vi skal sige" i sit forsvar for de, som brænder Koranen af.

Nu er vi ved sagens kerne, som er, at der netop ikke siges noget.

Mon ikke, det er her, vi bør komme regeringen til undsætning og for saglighedens skyld referere Grundlovens paragraf 77, som det hele handler om: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingen sinde på ny indføres."

Det er vanskeligt at se, hvad et forbud mod at brænde Koranen af skulle kollidere med. De "forebyggende foranstaltninger" er ganske vist som elastik i metermål, men de må under alle omstændigheder stå i forhold til hovedtekstens konkretisering af ytringsfriheden, hvor første eksempel i sig selv nærmest gør koranafbrænding grundlovsstridig.

Censur er det i hvert fald ikke, for i så fald er det i ligeså høj grad en knægtelse af ytringsfriheden, når medier, som ellers bryster sig af at være upolitiske, afviser bestemte synspunkter med henvisning til en "redaktionel linje".

***

SFs udenrigsordfører Karsten Hønge, der er imod et forbud, skærer egentlig sagen meget godt til, når han gang på gang har udtalt, at det "drejer sig om nogle få tosser, hvis IQ er på størrelse med deres skonummer", der brænder Koranen af.

Jeg kender ikke Karsten Hønges IQ, men jeg konstaterer, at han i sin alliance med blandt andre Amalie Lyhne går i små sko, for nu er det altså disse "få tosser", der skal bestemme, hvilken lovgivning vi skal have i Danmark. Hvad bliver det næste, som han og andre modstandere af et forbud retorisk spørger?

"Bliver det for eksempel, at hvis nogen hænger en dukke op, der forestiller Muhammed, at så kan de blive straffet?" eksemplificerede Karsten Hønge sin holdning i P1 Orientering.

Tja, under coronanedlukningerne hængte nogen en dukke forestillende statsminister Mette Frederiksen op, hvilket der ikke blev set på med blide øjne, og der vankede en hård straf til en ung kvinde, der under en coronademonstration talte for fædres rettigheder. Det bundede vel i statsministerens magtfuldkommenhed, men den har det daværende røde regime med Karsten Hønge aldrig villet et ærligt opgør med, hvorfor hans nyvakte bekymring for frihedsrettigheder og demokrati klinger hult.

Det samme gælder hans bekymring for, at et lille (nogenlunde homogent) flertal skal "tromle" et forbud mod afbrænding af Koranen igennem. For det lader til, at han vil have det demokratisk fint med, at et lille uhomogent flertal grundet surhed over, at ingen heri fik magt, som de havde agt, om muligt spænder ben for et forbud.

***

Jeg har i øvrigt bemærket, at der blandt modstanderne af et forbud er flere, som sniger "manifestation" ind, men det indgår altså ikke som en ytring jævnfør Grundloven.

Hvis man på den måde gradbøjer Grundlovens tekst og giver den ny betydning, hvad bliver så det næste? Er terror og vold så ikke også en ytring i kategorien "manifestation"? Eller tørklæder og burkaer? Eller da en vognmand tømte et læs kartofler af på en motorvej i protest mod en kilometerafgift? Og var det således en krænkelse af ytringsfriheden, da kommuner, beredskab og politi på grund af tørke forbød afbrænding af sankthansbål i år, hvilket jo også er en manifestation og således en ytring? Samtidig kunne man i øvrigt frit afbrænde Koranen hvor som helst under fuld politibeskyttelse!

I det hele taget får jeg trang til i mit forsvar for et forbud at låne et udtryk fra miljø- og klimadebatten: Danmark er ikke en ø. Det er vi heller ikke, hvad angår frihedsrettigheder, for verden bliver ikke et bedre sted at være, fordi vi som det ene af to lande tillader at brænde Koranen af.

***

Et forbud er ikke at underkaste sig muslimske diktatorer, og det er hensynet til eksportinteresser og imødegåelse af en eventuel terrortrussel heller ikke. Man giver ikke køb på noget, fordi man spænder sin demokratiske vogn på fornuftens tog til virkeligheden. Det handler om medmenneskelig respekt.

Der var netop, hvad direktør Bent Jensen fra alsvirksomheden Linak fremhævede i et forsvar for et forbud. Han er en forstandig mand med perspektiverende og altruistiske synspunkter, der sædvanligvis bliver lyttet til højt op i det politiske system. Nu mødes han af tonedøvhed hos de to frontkæmpere for den falmende blå fløj, Søren Pape Poulsen og Alex Vanopslagh. Det er driftige folk som Bent Jensen, der holder Danmark kørende, og ikke enfoldige levebrødspolitikere, der ikke kommer ud af stedet, og hvem det er vanskeligt at forstå, når de vil forbyde et forbud.

Deres forståelse af frihedsrettigheder er at holde hånden over "nogle få tosser" på bekostning af Danmarks ve og vel. De se vel ligefrem en optrapning forestået af den kriminelle Toke Lorentzen med flere som en succes?

Fint nok, men så stå frem og tal om frihedsrettigheder den dag, danske turister i et muslimsk land bliver angrebet af nogle fundamentalistiske desperadoer som konsekvens af en provokation for provokationens egen skyld.

© 2022-2025 by Allan Vendeldorf. Alle rettigheder forbeholdes.
Drevet af Webnode Cookies
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang