Farvel til Leif
For
sande dyrevenner er det ingen nyhed, at tabet af et kæledyr kan medføre en
sorg, som nogle gange kan forekomme mere ubærlig end tabet af et nærtstående
menneske. Forklaringen er måske den enkle, at der kun er gode minder om
kæledyret, men netop derfor bliver denne form for sorg ikke altid taget lige
alvorligt.
Det er imidlertid ved at blive en anerkendt sorg, som kan medføre depression og behov for psykolog- eller psykiatribehandling.
Børnetelefonen oplever, at børn ringer, når de føler sig alene med deres sorg og savn over tabet at et kæledyr, og det bliver mere og mere almindeligt, at voksne giver udtryk for deres sorg ved et kæledyrs død. Og det er ikke blot ensomme mennesker, men også almindeligvis velfungerende personer med en rationel indstilling til livet.
*
Farvel til Leif er en bog om netop dette underkendte fænomen. Selvom bogen er en personlig beretning med fokus på katten som kæledyr, da er den samtidig en almen bog for ejere af alle mulige andre kæledyr.
Bogen er for voksne til læsning i en stille stund, ligesom den er egnet til højtlæsning for hele familien, som på den baggrund sammen kan le, måske knibe en tåre og eventuelt tale lidt om døden, savn og sorg.
*
Farvel til Leif er min personlige og til tider følelsesladede afsked med min elskede hankat, som gennem 15½ år blev en uundværlig del af dagligdagen.
Årene med Leif har ophobet sig som stærke minder om tosserier, pjat, leg, rutiner og alt, hvad der fulgte med at have en kat i huset og familien. Det er fortællingen om det hul, det efterlod i hverdagen, da Leif ikke længere var en del af den.
Bogens mange refleksioner og faktuelle oplysninger gør den implicit til en almen minde- og sorgbog for enhver, som siger farvel til et særligt medlem af familien.
*
Bogen er udgivet 5. januar 2023, og er smukt indbundet med 79 sider fyldt med farvebilleder, historier og fakta, der samlet kan få det triste frem i sindet samtidig med smil og latter. Bogen er trykt med luksuspapir og er smukt layoutet. Den koster 150,00 kroner, og du kan bestille/købe den her på siden, hvis du klikker på fanen "Bøger" ovenfor.