Drabet på Vivi Wahle: Den perfekte forbrydelse

En sensommerdag i 2012 stævnede en turbåd ud af Københavns Havn med kurs mod Flakfortet. Ombord var blandt andre en 48-årig kvinde med en urne indeholdende asken af sin nyligt afdøde far. Da båden nåede nord for fortet, stillede kvinden sig frem til rælingen og tømte urnens indhold ud i Øresunds bølger.

Hvorfor den afdøde havde ønsket sig sådan en afslutning på sit jordiske liv er uvist, for han havde ingen tilknytning til denne del af Danmark. Han var født i Fredericia og havde levet det meste af sit liv i Aarhus.

Lå der et forsonende element i ønsket? For med tiden ville asken anonymt følge bølgerne forbi Kronborg og Helsingør, hvor der på den lokale kirkegård i mange år havde stået en lille gravsten med navnet Vivi Wahle på.

Den afdøde aarhusianer kendte om nogen hendes skæbne og havde i 50 år båret på et uhyggeligt billede af et nådesløst, mishandlet kvindelig. Ikke mindst, når han som chauffør på Aarhus Sporvejes buslinje 17 i mange år flere gange dagligt passerede en rød boligblok i Langelandsgade. Den venlige og afholdte chauffør lod sig aldrig mærke med, at Rejseholdets vicepolitiinspektør Jørgen Schütter tidligt havde slået fast, at han havde begået den perfekte forbrydelse.

*

12. maj 1961 var en fredag og dagen efter Kristi Himmelfartsdag. Denne dag havde kasserer i Aarhus Orkesterforening, Erna Vivi Wahle, hævet 12.500 kroner i Arbejdernes Landsbank til udbetaling af understøttelse til fagforeningens ledige medlemmer samme dag i kontortiden mellem klokken 16:00 og 17:30. I dette tidsrum modtog hun tillige indbetaling af kontingent og en gang om måneden husleje fra beboerne i ejendommen, som orkesterforeningen ejede.

Erna Vivi Wahle var født i Helsingør i 1902, og havde som lille pige lært at spille klaver, og det var blevet hendes levevej, da hun som ganske ung flyttede til Aarhus og gennem årene spillede i forskellige konstellationer.

Sit efternavn havde hun fra ægteskabet med musikerkollegaen Max Carl Wahle, som hun giftede sig med på Aarhus Rådhus 26. januar 1926. De fik aldrig børn, men viede deres liv til musikken på hver sin måde, ligesom de begge efterhånden supplerede indtægterne ved spilleundervisning.

I 1949 var det omflakkende liv, hvor hun optrådte forskellige steder i landet og ofte i længere perioder, blevet for meget, og hun helligede sig undervisningen samtidig med, at hun fik deltidsstillingen som kasserer i Aarhus Orkesterforening.

Hun havde selv været medlem i alle årene som professionel musiker, og hun var værdsat og respekteret af kolleger, og hun hørte til de fåtallige medlemmer, der stort set aldrig havde haft behov for understøttelse, hvilket ellers var helt normalt i perioder med få engagementer.

*

12. maj 1961 var den 17-årige maskinarbejderlærling Finn Nielsen kommet hjem fra arbejde klokken 17:15.

Han boede hos sine forældre i stuelejligheden lige over de kælderlokaler i Langelandsgade 39, hvor Aarhus Orkesterforening havde kontor. Netop, som han kom hjem, hørte han et skrig, som han beskrev "som når et barn bliver bange for en hund". Han antog, at det kom fra nogle børn, som legede udenfor.

Få minutters gang fra kontoret boede ægteparret Wahle i en lejlighed i Teglværksgade. Her var Vivi Wahle altid hjemme klokken 17:40-50 på kontordagene alt efter, om der var en ekspedition lige inden lukketid. Hun var almindelig kendt som et punktligt og korrekt menneske.

Derfor blev hendes mand bekymret allerede klokken 18:00, da hun ikke var kommet hjem, og han gik hende i møde, men ved kontoret konstaterede han blot, at døren var låst. Da han kiggede ind undrede det ham, at der ikke var ryddet op på skrivebordet, hvilket ikke stemte med hustruens vaner, så han tænkte, at hun måske var blevet syg, var kommet på sygehuset eller lå hjælpeløs i baglokalet.

Derfor hentede han sin ven og kollega Kaj Fristed, som boede i naboopgangen. Han var tillige bygningens vicevært og havde derfor nøgle til kontoret.

Sammen låste de sig ind i de to små kontorlokaler, hvor de i baglokalet fandt Vivi Wahle liggende foran pengeskabet brutalt mishandlet og dræbt og hånet med en papirrulle fra regnemaskinen stoppet i munden. Der havde tydeligvis fundet en voldsom kamp sted mellem den dræbte og hendes gerningsmand, og der var fremmed hud under hendes negle.

*

Mens Carl Wahle bekymret søgte efter sin hustru, samlede en bilist i en udlejningsbil i meget høj fart en blaffer op på vejen til Grenaa. Det var klokken 17:50, og blafferen oplyste senere, at den unge fører af vognen havde knappet skjorten op helt ned på maven, og at han svedte, var rød i hovedet og oprevet.

I Grenaa sad en grosserer i støvsugere i sit kontor og var både irriteret og utålmodig over tilsyneladende endnu en gang at være brændt af af én af sine agenter, en 22-årige aarhusianer, der skyldte ham penge og flere gange havde fået udskudt betalingen. Men pludselig dukkede han op og ønskede at afregne. Mellemværendet lød på cirka 4.000 kroner, og de blev betalt med overvejende 50-kronerssedler - dog 2-300 kroner i femkronerssedler.

*

Imens opgjorde politiet med assistance fra et bestyrelsesmedlem i Aarhus Orkesterforening, at der manglede 4.493 kroner, men kunne samtidig konstatere, at der lå 1.000 kroner som reservebeholdning gemt lidt af vejen i pengeskabet. Dette pegede på, at gerningsmanden havde handlet i panik og i akut pengemangel, for motivet var uomtvisteligt berigelse.

Sandsynligheden talte for, at gerningsmand og offer kendte hinanden, da det var kendt, at Vivi Wahle ikke indlod sig på hyggesnak eller private aftaler i kontortiden, ligesom hun af princip aldrig lod nogen komme med ind i baglokalet.

Ganske oplagt gik politiet under ledelse af kriminalkommissær Hans Olsen i gang med at undersøge de medlemmer af foreningen, der havde dårlig økonomi, men dårlig økonomi var nærmest kendetegnet ved musikerlivet, så en tredjedel af medlemmerne kunne regnes til den gruppe, som skulle undersøges. Det var en tids- og personalekrævende efterforskning, og således måtte anden efterforskning udskydes.

Det var dette arbejde, Hans Olsen sad i op til halsen, da han dagen efter drabet, lørdag den 13. maj 1961, fik en forsigtig henvendelse fra et lokalt biludlejningsfirma om en 22-årig mand, der netop havde betalt en for længst forfalden leje på en bil, som han i øvrigt forudbetalte en periode mere.

Det var blot ét af flere relevante tip, der ikke straks blev efterforsket, mens sporet var varmt. Et andet gjaldt en ung mand i hvid skjorte med manchetknapper, der havde været på værtshus aftenen i forvejen og gjort en ung kvinde sin opvartning og optrådt som rundhåndet giver.

*

Carl Wahle blev afhørt om hustruens vaner; de levede efterhånden en regelmæssig tilværelse, og det eneste usædvanlige, han kunne komme i tanker om, var en episode på en udbetalingsdag, hvor hustruen havde fortalt, at hun på vej til fods fra banken til kontoret med et stort kontantbeløb havde fået et lift af ét af foreningens unge medlemmer, der var i bil. Hun havde nævnt ham, fordi hun syntes, at han havde virket nysgerrig og spurgt meget til omfanget at de penge, hun gik med, og risikoen for røveri. Han havde talt om de mange røverier og overfald, der skete mod sådan pengebærere, hvilke hun imidlertid ikke havde hørt om, og hun afviste over for ham, at hun frygtede noget sådan. Derudover havde hun holdt sit princip om aldrig i nogen sammenhænge at omtale foreningens interne økonomiske forhold for uvedkommende.

En anden gang havde samme person givet hende et lift på vej hjem fra indkøb, og han havde kørt hende hjem og hjulpet hende ind i opgangen med bæreposerne, selvom han havde oplyst, at han skulle i en helt anden retning.

Carl Wahle kendte navnet på kollegaen, men han mistænkte ham ikke for drabet, men han og hustruen havde dog undret sig over, at han havde bil, for han var kendt som ét af de medlemmer, der havde en dårlig økonomi. Hans navn lå da også i den bunke, som Hans Olsen arbejdede sig igennem de første dage.

Han blev på baggrund af Carl Wahles oplysninger taget ud af bunken og undersøgt, men da han forklarede, at han var begyndt at supplere musikerlivet med borgerligt arbejde, blev han udelukket fra sagen uden nærmere undersøgelse.

*

Det blev en 35-årig fraskilt musiker imidlertid ikke. Han havde fredag den 12. maj været sammen med sine to mindreårige børn. De havde fortalt deres mor, at de havde været i Botanisk Have tæt på gerningsstedet, hvor de havde siddet og ventet alene, mens deres far skulle ordne et ærinde.

Hans tidligere svigermor kontaktede politiet, og han blev genstand for en omhyggelig efterforskning. Han benægtede ethvert kendskab til drabet, og han fastholdt i øvrigt, at han slet ikke havde været i Botanisk Have med sine børn, men derimod i Mindeparken i modsatte ende af byen.

Politiet fortsatte efterforskningen mod ham uden at finde beviser, ligesom man heller ikke tog børnene med rundt for at se, om de kunne genkende stedet, hvor de havde ventet på deres far.

*

Rejseholdets vicepolitiinspektør Jørgen Schütter befandt sig i København, men fulgte interesseret sagen fra Aarhus på afstand, for endnu havde Rejseholdet ikke dets senere beføjelser og var således kun en énhed, som det lokale politi kunne bede om assistance ved behov for den ekspertise, Rejseholdet rådede over. Aarhus Politi var på det tidspunkt landets eneste politikreds, der aldrig havde bedt om assistance.

Schütter kendte således kun sagen fra dagbladene, og når journalister stillede opklarende spørgsmål omkring den aktuelle efterforskning på baggrund af lokale rygter. Og blandt disse rygter var efterforskningen mod familiefaderen, som den almindelige aarhusianer efterhånden var bekendt med identiteten på. Imens forsøgte han forgæves at få politiets hjælp til gennem medierne at blive renset.

Alt i alt fornemmede Schütter, at efterforskningen af drabet på Vivi Wahle var uorganiseret og på vej til at løbe ud i sandet, og gennem dagspressen fik han slået til lyd for en generel opfordring til at inddrage Rejseholdet i den videre efterforskning, men Aarhus Politi gav ikke lyd fra sig.

*

Imens blev Vivi Wahle bisat 19. maj og herefter kremeret, inden Carl Wahle bragte urnen til Helsingør, hvor den blev nedsat på den lokale kirkegård.

Hans Olsens efterforskning gav ingen resultater og efterhånden måtte man opgive at afsløre gerningsmanden, da man nåede til bunds i de forskellige tip og spor, der var at gå efter. De fleste virkede ligegyldige, som var efterforsket på bekostning af mere relevante tip.

Først alt for sent blev det offentlige pres på det lokale politi så stort, at Rejseholdet blev koblet på sagen, men da var det allerede for sent. De første uger og måneder gik stort set med at rydde op og genafhøre væsentlige vidner og derudover finde frem til vidner, som oprindelig ikke var taget alvorligt.

Al efterforskning pegede på den 23-årige musiker SBA som gerningsmand, og han kunne afhøres uproblematisk, da han tilfældigvis i forvejen sad fængslet for berigelseskriminalitet. På årsdagen for drabet - den 12. maj 1962 - kunne han formelt anholdes og sigtes for drabet på Vivi Wahle.

Schütter gik hårdt til SBA, da hans eneste mulighed for at lukke sagen var med en tilståelse, eftersom spor og beviser var forsvundet i den blå luft under Hans Olsens mangelfulde og ustrukturerede efterforskning.

Den unge blaffer fra Djursland blev på ny afhørt, og det samme skete med grossereren i Grenaa, og deres signalementer stemte med SBA. Dog gav de ikke samme beskrivelse af den skjorte, SBA havde båret. Men det hang måske sammen med, at der i en herretøjsbutik i Grenaa samme dag var solgt en elegant hvid skjorte med manchetknapper, men butiksindehaveren erindrede ikke kunden et år efter.

Den unge mand, som samme aften havde gjort en ung kvinde sin opvartning på et værtshus, havde netop båret en ny hvid skjorte med manchetknapper, og hun var ganske præcis med sine oplysninger, eftersom hun skrev dagbog, og heri havde hun nøje beskrevet den gavmilde, unge mand, som hun var blevet lidt forelsket i.

*

Nettet strammedes om SBA, da han forklarede, at han den 12. ved 17:30-tiden havde været i Hornslet for at sælge en støvsuger, hvilket Hans Olsen allerede havde skrevet rapport om efter afhøringen af SBA året i forvejen. Det viste sig imidlertid ved at undersøge sagen nærmere, at der var tale om den 12. april og ikke 12. maj! SBA havde nu intet alibi, men en perlerække af indicier mod sig.

I stedet ændrede han nu forklaring til, at han havde de mange penge fra en rulleforretning, som havde fundet sted på baren Den Blå Fugl i det indre Aarhus. Der var blot ingen anmeldelse, så det forekom usandsynligt.

Til sidst berettede han, at han havde lånt de mange penge, han havde brugt den pågældende dag, af sin bror, hvad denne uden tøven bekræftede, men endnu inden, at Jørgen Schütter havde mistet håbet, dukkede broderen brødbetynget op hos politiet.

"Jeg kan ligeså godt fortælle sandheden. Det er [SBA], der har slået fru Wahle ihjel, og min forklaring om, at jeg havde lånt penge ud, passer ikke," erkendte han; han havde blot lovet at sige sådan, "hvis politiet skulle spørge om noget med nogle penge".

Jørgen Schütter havde fundet sin gerningsmand, men tiden havde slettet ethvert teknisk bevis, så han vidste, at sagen dermed ikke kunne opklares, og at SBA havde begået den perfekte forbrydelse.

Jørgen Schütter udarbejdede helt uhørt en officiel klage over Hans Olsens efterforskning direkte til justitsministeren, og efter en omfattende debat førte den i 1966 til, at justitsminister K. Axel Nielsen fik gennemført, at Rejseholdet - for at undgå lignende fatale efterforskninger - fik nye beføjelser, så styrken nu automatik skulle inddrages i drabssager inden for et døgn, hvis der ikke lå en opklaring lige om hjørnet.

Den manglende afsløring af SBA som gerningsmand til drabet på Vivi Wahle kostede imidlertid Hans Olsen stillingen som kriminalkommissær, og han efterfulgtes af sin næstkommanderende, Jørgen V. Iversen.

I nogle år levede SBA som almindelig familiefar og tog sig ikke af snakken om hans ugerning. Han havde vind i sejlene som musiker og var blandt andet trommeslager i det kendte Aarhusorkester Østjysk Musikforsyning.

Han var en ganske habil trommeslager og optrådte også som sådan på det berømte jazzsted Bent J, hvor internationale navne af og til lagde vejen forbi, og da ønskede de ofte, at SBA sad ved trommerne.

Musikerlivet var usikkert, og SBA begyndte at ernære sig som buschauffør hos Aarhus Sporveje, hvor hans altid venlige optræden gjorde ham afholdt og især hans faste hilsen, når folk stod af bussen: "Farvel og tobak!"

Da han gik på pension genopdyrkede han sit talent som trommeslager, og han kunne med mellemrum opleves hos Bent J, indtil stedet lukkede.

Læs også artiklen "Drabet, som ikke må opklares".

Du kan læse den fulde historie i "Forbrydere og forbrydelser", som du kan købe under "Bøger".