Kirkehistorie 1: Der står et hus

"Som en helle midt i larmen står det underligste hus," hedder det i én af Den Danske Salmebogs nyere bidrag. Det omhandler bykirken, mens de gamle salmer søger landkirkens idyl.

Den kirke, de fleste uvilkårligt vil tænke på, når de hører benævnelsen, er givetvis den klassiske landsbykirke, der ofte lidt umotiveret ligger på bakker, i dale, ved kysten eller i ly deraf på det flade land. Det er også den, der er flest af, og den er for den absolutte hovedparts vedkommende dateret fra midt i 1100-tallet og de følgende cirka 200 år. Det er imidlertid kun den halve sandhed. Bogstaveligt.

For den kirkebygning, vi ser som en samlet bygning, er et sammensurium af om- og tilbygninger samt interiørmæssige forandringer gennem århundreder, så den i sit nuværende udtryk ville være ukendelig for kirkegængeren i den oprindelige bygning.

Den var langt fra prangende, men lignede mest et overdimensioneret beboelseshus udefra og inde i en tom lade.

*

Den første del af kirken bestod alene af "skibet", som er den del, hvor menigheden sidder, og som er grundlag for den officielle datering.

Denne oprindelige kirkebygning blev bygget efter en nogenlunde fast skabelon, hvor sidernes længde var to gange gavlens bredde. Hvad der i dag får mange kirker til at se uhomogene ud er først senere kommet til. Og måske passer skibet i vore dages kirke ikke helt til beskrivelsen ovenfor, for lidt ligesom i dag, da hændte det, at menigheden voksede, og således blev den oprindelige kirke blot udvidet og bygningen/skibet således forlænget. Det blev senere vanskeligere med den 'færdige' kirke, hvorfor der med den oprettedes og oprettes nye sogne med nye kirker, når menigheden så at sige vokser ud af dens kirke, selvom brugen ikke længere er den samme.

Kirken blev bygget med gavlene mod øst og vest. Kirkerummet var endnu tomt, og modsat de flestes forestilling var loftet fladt.

Den tidligste tilbygning var "koret", som er skibets forlængelse mod øst. Det er den mindre del af kirkerummet, hvor alteret befinder sig. Mange kirker har endvidere fået denne del af den samlede bygning bogstaveligt afrundet med en "apsis", som er en lavere, ofte halvbuet tilbygning på koret.

Kirkearkitekturens mange knopskydninger har naturligvis været præget af en vis form for mode. Pengene kom fra indsamlinger hos menigheden, hvor lokale rigmænd som især godsejerne har spyttet i kassen, så det er primært dem, vi kan takke for den "klassiske" landsbykirke. Midlet var håbet om tilgivelse for en synderig tilværelse for sådan bedsteborgere - og bidragydere i øvrigt.

*

Man ser rundt om i landet kirker, der står i deres oprindelige form uden tilbygninger og dermed i virkeligheden som et historisk vartegn for det pågældende sogns økonomiske fortid. Disse kirkers mangel på "opdatering" skyldes ikke, at man i disse sogne har levet specielt syndefrit, men vidner derimod om en egn præget af fattigdom, så der ikke har kunnet indsamles de fornødne midler til tilbygningerne.

Byggeri af kor og apsis gik nemlig ikke så gnidningsfrit alle steder, som det måske kan lyde. Disse tilbygninger opførtes således over en periode på 3-400 år og i et flertal som en slags pakkeløsning med tårnet.

Dermed ikke sagt, at klokken først kom ind i billedet på det tidspunkt; ved den første kirke - og i øvrigt fortsat ved kirker uden tårn - sad den i en klokkestol nede ved jorden. Derfor er de allerfleste kirker bygget på et landskabeligt højdepunkt, så ringningen kunne høres et godt stykke ud i sognet. Med ringningen fra det tilbyggede kirketårn kunne den imidlertid høres over det meste af sognet, hvis de aktuelle vind- og vejrforhold ellers tillod det.

Kirketårnet var om nogen tilbygning et modefænomen, hvilket bevidnes af, at de stort set alle er bygget inden for en hundredårsperiode.

Ved indsamlingen til dette formål lå pengene altså noget løsere i lommerne hos menigheden end hidtil, hvilket givetvis havde sin årsag i det praktiske ved, at ringningen i forbindelse med de kirkelige handlinger kunne høres længere ud i sognet på en tid, da ure var en sjældenhed. Kirkeklokken kaldte (og kalder) menigheden sammen, hvorfor tårnet i vore dage sikkert ville være blevet erstattet med en app på mobiltelefonen i stedet!

Oprindeligt ringede kirkeklokken til alle seks daglige bønnetider (hver fjerde time), men det blev med tiden for meget af det gode for de nærmeste naboer, så de daglige ringninger blev skåret ned til de to daglige (morgen og aften), som vi kender i dag.

Da finansieringen af tårnet var nemmere at tilvejebringe end ved tidligere tilbygninger, fik en række kirker, der hverken havde fået kor og eventuelt apsis, ved samme lejlighed disse tilføjelser til den oprindelige, noget anonyme kirke, da midlerne til tårnet også rakte til det.

*

Næste skridt i udviklingen af det, som vi opfatter som en "almindelig kirke" var af mere arkitektonisk og æstetisk karakter; taget på skib og kor fik højere rejsning og gavlene blev udsmykket med de velkendte takker, der var hentet fra et militært symbol. Da tårnet er firkantet, er det vanskeligt at tale om gavle, men takkerne på tårnet blev typisk bygget, så de vendte i samme retning som på skib og kor.

En del kirker har dog takkerne på tårnet vendt i den anden (øst-vest) retning, og herom hedder det i arkitektjargon, at kirken vender forkert. Om årsagen er sjusk, håndværkerindfald eller praktiske forhold er uvist, men der findes desuden kirker rundt om i landet, hvor tårnet står i den østlige kirkeende, og kirken dermed helt konkret "vender forkert". I sådan tilfælde er forklaringen ofte, at jordbunden ved kirkens vestende ikke har været stabil nok til, at der har kunnet sikres tårnet et sikkert fundament.

*

Efterfølgende gennemgik en stor del af landets kirker deciderede moderniseringer og forbedringer: Døren blev gjort højere, og murværket blev gjort homogent for det samlede byggeri med relief- og fugevirkning, gesimser og diverse former for udsmykning.

Også indenfor skete en markant forandring, idet de fleste kirker i 13-1400-tallet fik fjernet det oprindelige flade loft og fik et højhvælvet kirkerum, hvor de uundværlige kalkmalerier for alvor kunne komme til deres ret.

For selve kirkehandlingen var fortsat den samme; menigheden modtog Guds ord stående, så deltagerne ikke sad og faldt i søvn til det foredrag, der reelt var tale om, og som praktisk talt ingen forstod; for præsten talte latin og gjorde sig kun forståelig ved at pege på kalkmalerierne med de bibelske motiver.

*

De nyeste tilbygninger var "våbenhus" (indgangen) og sakristi, hvor præsten kan klæde om, og hvor der opbevares diverse ting til brug under gudstjenesten og eventuelt værdier.

Dermed var kirken, som den er flest, færdig, men Reformationen i 1536, da katolicismen erstattedes af protestantismen, medførte nye forandringer.

Kirkerne fik bænke, så nu kunne menigheden modtage Guds ord siddende bortset fra velsignelser og den hellige lektie. Samtidig indførtes prædikestolen oftest nogenlunde midt i kirkerummet, så præstens tale kunne høres af hele forsamlingen, inden mikrofon og højttaler blev en del af kirkeinteriøret.

Præsten begyndte desuden nu at tale på dansk, så man forstod, hvad han sagde - i hvert fald umiddelbart! Dermed blev det et farvel til den hidtidige "tegneserieteologi", og for at understrege det, kalkede man mange steder kalkmalerierne over.

I stedet for kom der ny udsmykning til i form af først og fremmest altertavle samt bibelske og eventuelt lokale symboler eller mindetavler.

Således fik det danske landskab det hus, som vi kender som kirken.