Den hæderlige redningsmand

"Ydmyg i Ordet, stolt i sin Daad, kristen i Gjerning, Mand i sin Baad", lyder inskriptionen på det sølvkrus, som skagenfisker og redningsmand Lars Andersen Kruse modtog af danske mænd og kvinder i 1880.

Året forinden havde han været ukendt for de allerfleste, men med et slag blev den anonyme og i visse kredse uglesete skagbo kendt og agtet over det ganske land; baggrunden var Holger Drachmanns novelle Lars Kruse - En Skildring fra Virkelighedens og Sandets Regioner om den uselviske helts urimelige skæbne, der imidlertid herefter blev revideret, så Kruses redningsdåd 3. juledag 1862, da han satte sit eget liv på spil for at redde 12 mand fra den sikre druknedød, kom ham til ære og værdighed.

Den folkelige interesse for ham lagde et indirekte pres på det officielle Danmark, som benyttede 20-året for hans bedrift til at give ham den hæder, som man ellers havde frataget ham på grund af en bagatel.

*

Tidligt om morgenen 27. december 1862 stod Lars Kruse sammen med nogle fiskerkolleger på Skagen strand og fulgte den lokale redningsbåd med dens 10 mands besætning på vej ud mod den svenske brig Daphne, som var forlist i den hårde storm et stykke ude. Redningsbåden nåede kun lige at få en enkelt sømand ombord, da en voldsom bølge vendte bunden i vejret på den.

Fra land fulgte fiskerne uheldet, men ingen havde mod til at trodse kulden og de høje bølger, da Lars Kruse traf en rask beslutning om ene mand at sætte sin fiskerbåd i vandet og stævne ud og redde de nødstedte. Hans aktion lykkedes så langt, at han fik reddet to af redningsmændene og alle 10 svenske søfolk, mens otte mand fra redningsbådens besætning druknede.

Kollegerne, som oven på tragedien skulle skaffe en ny besætning til redningsbåden til afløsning for de druknede, ansatte ham straks som leder af det lokale redningsvæsen som den første anerkendelse for den glorværdige redningsindsats. Desuden blev han indstillet til at modtage Dannebrogsmændenes Hæderstegn, men det kom imidlertid aldrig frem til ham.

Baggrunden derfor var, at han som 15-årig sammen med nogle kammerater engang havde fundet et stykke af det værdifulde, mellemamerikanske blåtræ, som man udnyttede til fremstilling af blæk og rødt farvestof. Det var skyllet op på stranden, og drengene solgte det for nogle få skilling til en bonde. Men det var ulovligt at sælge og købe strandingsgods, så da misseren blev opdaget, blev de formastelige - og deriblandt altså Lars Kruse - sendt til Frederikshavn for at modtage deres straf. Den bestod af nogle slag med spanskrøret, hvorefter de kunne tage hjem igen, men sagen var ikke ude af verden med dét.

*

Da Skagens byfoged i 1863 skulle overrække den nu 34-årige redningshelt Lars Kruse hæderstegnet, fik han den gamle historie for øre, og da han undersøgte sagen i Frederikshavn, stod historien om blåtræet ganske rigtigt noteret i den gamle protokol. Dermed afgjorde byfogeden egenhændigt sagen: Lars Kruse var en uhæderlig mand og kunne derfor ikke modtage det ærefulde tegn på hæder uagtet baggrunden for tildelingen.

Dermed blev Lars Kruses eftermæle i første omgang kvalt i fødslen, for han blev ked ad det og lagde aldrig skjul på sin skuffelse blandt sine nærmeste, omend han udadtil siden nægtede at tale om redningsdåden i julen 1862. Han levede herefter sit stille liv som fisker og leder af redningsvæsenet på Skagen, indtil den ærefulde episode mange år senere kom Holger Drachmann for øre, og han skrev førnævnte novelle.

Også maleren Michael Ancher havde fået nys om episoden, og han malte et portræt af en dystert udseende Lars Kruse i fiskertøj og stor uldhue. Portrættet var ét af flere, som omhandlede livet i og omkring fiskerfamilierne på Skagen, men det skulle ikke blive sidste gang, at Ancher portrætterede den store lokale redningsmand, der efter Drachmanns fortælling blev samtaleemne over hele landet; den rørende beretning skabte en uorganiseret bevægelse til æresoprejsning af Lars Kruse, der i første omgang resulterede i overrækkelsen af sølvkruset i 1880.

Skagens byfoged måtte herefter tage forsmædelsen på sin egen kappe, hvorefter det officielle Danmark i 1882 omsider overrakte Lars Kruse Dannebrogsmedaljen, og dermed blev han et forbillede for hele landet og ikke mindst for de ulønnede redningsfolk langs kysterne, der gang på gang satte livet på spil for andre. Fra hele landet strømmede det ind med lykønskninger til ham.

Det var en lille tvist på beretningen om ham, at han efter sin første hustrus død havde giftet sig med en enke til én af de redningsmænd, der omkom i det mislykkede forsøg på at komme søfolkene på Daphne til undsætning, så alt i alt var der noget særligt over den beskedne fisker og redningsmand.

En landsindsamling blev sat i værk til indkøb af et mindemonument, og 22. juni 1883 ankom en ni tons tung granitsten fra Bornholm, hvor navnene på de otte omkomne redningsfolk blev indmejslet, og øverst stod navnet Thomas Jensen, for hans lig blev aldrig fundet.

Det blev imidlertid ikke sidste gang, der blev samlet ind i kølvandet på Lars Kruses heltegerning.

*

9. marts 1894 havde fire fiskere været på havet i hårdt vejr, da de ville lande ved Skagen nordstrand. Selvom vinden var gunstig, så var uheldet ude, og fiskerbåden kom skævt op på en bølge, så to af bådens fiskere faldt overbord og druknede. Den ene var ingen ringere end Lars Kruse.

Det var ikke ualmindeligt, at der stod folk på land og så på, når fiskerne kom i land med deres fangster, og ét af vidnerne til denne skæbnesvangre landing var maleren Michael Ancher, som i forvejen havde portrætteret den lokale helt, der indtil sin egen druknedød havde reddet 180 personer fra samme skæbne. Da man bar den druknede Lars Kruse i land traf Ancher beslutning om at male den druknede redningsmand en sidste gang.

Mens venner og fiskerkolleger bar den døde krop hjem og lagde den på spisebordet, hentede Ancher sin skitseblok og fik tilladelse til at male sit stemningsfulde maleri Den druknede af Lars Kruse liggende hjemme på familiens spisebord.

Det var en berømthed, som var gået bort, og de følgende dage var Lars Kruses død omtalt i aviser over hele landet, og der blev atter samlet ind til at give ham en værdig gravsten på hans sidste hvilested. Ud over et reliefportræt i bronze af den hæderværdige mand kan man læse Holger Drachmanns mindedigt, der blev hugget i granitstenen.

*

Fiskernes farlige erhverv skræmte ikke den næste generation, for Lars Kruses søn, Jens Kruse, og søstersønnen Anders Kruse Nielsen blev også fiskere af den ydmyge slags med stolthed for deres gerning.

Jens Kruse nød sit otium ved at sidde på en bænk et højt sted og skue ud over havet og følge fiskerbådene, når de kom ind.

Han boede endnu i det hus, hvor han var kommet til verden og havde levet hele sit liv, og hvor hans far en sidste gang blev portrætteret af Michael Ancher på maleriet Den druknede.