Axel Jarl og hans natur

"Man har ikke penge for at tælle dem, men for at bruge dem, så man derved tjener andre". Det var godsejer Axel Jarls motto, som han efterlevede og helst i anonymitet. Det var nok årsagen til, at han var glemt, da Hillerød Kommune i 2004 opkaldte en vej efter ham vis á vis de 160 hektar, som han skænkede til natur og videnskab gennem en frivillig fredning.

En 73 år gammel dom for "forbrydelse mod sædeligheden" førte imidlertid til en voldsom og historieløs debat, og kommunens daværende borgmester, Nick Hækkerup, udtalte, at hvis dommen "falder ind under det, vi i dag kalder pædofili, så synes jeg, vi skal give vejen et andet navn. At opkalde en stor vej efter en pædofil er ikke det bedste signal at sende og da slet ikke i disse tider."

Borgmesteren, som i øvrigt selv havde juridisk embedseksamen, stillede sig i spidsen for det højst besynderlige tiltag at hyre professor i retshistorie, Ditlev Tamm, til at udarbejde en redegørelse, som skulle afgøre, om vejnavnet skulle bestå, eller om vejen skulle omdøbes, mens man kunne have gjort sig langt klogere ved at konsultere Det Kongelige Biblioteks avissamling og læse, hvad den gamle sag handlede om.

*

En del af brøden var, at godsejeren havde opildnet til berøring af halvstore drenge ved at vise dem utugtige billeder, mens den væsentlige del af sagen handlede om homoseksualitet, som dengang var omfattet af en hård lovning; i henhold til den blev Axel Jarl dømt for at have haft sådan forhold til "mindreårige drenge", og det begreb gjaldt, til "drengen" var 28 år!

Det kom Ditlev Tamm aldrig ind på i sin udtalelse, der mundede ud en vag konklusion om, hvad man kunne sige på den ene eller den anden side!

Der kom ingen afgørelse, og borgmester Nick Hækkerup var efterfølgende ligeså berøringsangst, da han udtalte: "Det er en følsom sag, men når man holder det hele op mod hinanden, mener jeg ikke, vi bør ændre navnet."

Han mente i stedet, at læren af sagen (den politiske) måtte være, at kommunen en anden gang ved navngivning af en vej efter en kendt person må undersøge vedkommendes fortid noget grundigere, og han mente, at man nok havde sprunget Axel Jarl over, hvis sagens rette sammenhæng havde været kendt ...

Det var den, for man havde netop rådført sig i den lokale museumsverden forinden.

*

Axel Jarl fik dog sin velfortjente vej, for historien om ham er mere nuanceret end som så; når han blev godsejer i Hillerød, skyldtes det, at hans faster Laura, som var gift med ingen ringere end C.F. Tietgen, testamenterede ham Strødam Gods ved Gadevang.

Tietgen havde ladet herligheden bygge, da han trak sig tilbage for at nyde sit otium, og her levede han sammen med hustruen frem til sin død omgivet af en skøn natur.

Ægteparret var barnløst, så Laura Tietgen valgte, at stedet efter hende skulle overgå til hendes nevø, så han kunne vende tilbage til Danmark efter 14 års uafbrudt udlandsophold.

Det var Axel Jarl, og han havde oprindelig valgt højskolebevægelsen efter sin teologiske eksamen i 1894.

Han var lærer på Vallekilde Højskole, da samarbejdet med skolen pludselig blev afbrudt, hvorefter han ville skabe sin egen Ubberup Højskole i en tidligere fattiggård. Den blev imidlertid aldrig hans egen, da han kort før indvielsen måtte lade sig indlægge på sindssygehospital i Middelfart, hvorfor skolen blev bortforpagtet.

*

Indlæggelsen skyldtes "noget med nerverne", der dengang var en samlebetegnelse for lidt af hvert, og den egentlige forklaring på Axel Jarls lidelse lykkedes det familien at dølge for offentligheden i årtier. Det lykkedes, fordi han levede i et lovformeligt ægteskab med Gunnild, med hvem han havde en søn. Tilskyndet dertil af ægtemandens rige familie, ventede Gunnild trofast på sin mand, til han var udskrevet, så de kunne blive skilt, uden det vakte større opsigt.

Axel Jarls drøm om at studere kunst i Paris blev opfyldt med penge fra faren, som dermed fik sønnen lempet ud af landet med forsikring om ikke at vende hjem igen!

Efter sin kunstuddannelse i Paris tog han ophold i Ægypten og i en årrække i Indien, hvor han var indstillet på at leve resten af sit liv, indtil fasteren døde i 1917 og efterlod ham Strødam Gods.

*

Han kom straks til at holde af Strødam og ikke mindst fuglelivet på engområderne, ligesom han begyndte at engagere sig i naturbeskyttelse og skrev artikler og holdt foredrag derom. Han slog især til lyd for at gøre naturen vild og levedygtig på egen hånd, og det resulterede i, at han i 1925 udlagde sine 160 hektar skov og marker til naturreservat med adgangsforbud for mennesker, hvilket stadig gælder.

Hans gave til natur og samfund blev påskønnet fra alle sider, men der gik allerede snak i Hillerød om den rige mæcéns ungkarleliv på Strødam. Det var især historien om en ung mand, som havde modtaget en ny cykel i gave af Axel Jarl, der satte gang i folkesnakken, og da den ikke forstummede, måtte det lokale politi i 1927 give Axel Jarl en advarsel i fuld fortrolighed.

Når det blev ved det, skyldtes det givetvis, at der kom mange fornemme gæster på godset. Den abdicerede Zar Ferdinand 1 af Bulgarien havde boet der en tid, og Christian X var jævnlig gæst, og han hjalp måske sin ven ud af kniben i 1927.

For netop som rygterne tog fart, førte Kongen sin ven sammen med Jutta Lund, som var ansat hos Dronning Alexandrine, og dermed så alt pludselig helt tilforladeligt ud. Axel Jarl var atter en gift mand.

*

Han havde nu fået interesse for landbrugsdrift og købte i 1929 naboejendommen Sophienborg, hvor han boede og indrettede læregård for landvæsenselever, der i undervisningen drev et mønsterbrug til efterlevelse som "et skoleskib på landjorden".

Det lå ham desuden stærkt på sinde, at jævne folk i København fik mælken så frisk og ren som muligt, og i den sags tjeneste investerede han i landets første malkemaskine og senere i en maskine, som kunne tappe mælk direkte på paraffinerede papkartoner. Da var det landets reneste og mest friske mælk, der udgik fra Sophienborgs "mønstermejeri", og den første, som leveredes i papkartoner.

Der blev også oprettet lejrskole på Sophienborg, så københavnske skolebørn kunne komme på landet og se, hvordan det stolte danske landbrug fungerede, når det var bedst. Skolebørnene lærte dog mere end som så, og det kom for en dag i 1930; aviserne svælgede i "sædelighedsskandalen" på Sophienborg, da den "fornemme forbryder", som Socialdemokraten skrev, var sikkert bag lås og slå i en arrestcelle.

Nu væltede skeletterne ud af skabene om godsejerens homofile tilbøjeligheder. "Det var såmænd heller ikke for tidligt, det har vi ventet længe," udtalte en politimand efter anholdelsen, som fandt sted på Warnemünde-færgens landgangsbro i Gedser om aftenen 4. september under Axel Jarls flugtforsøg.

Gisningerne om hans misbrug af københavnske skolebørn fik frit spil, da offentligheden ikke fik detaljer at vide, men anklagen gjaldt altså, at han havde befølt store drenge og unge mænd.

Sagen forløb ved Højesteret samtidig med, at straffeloven fra 1866 blev revideret og lempet en smule på de punkter, der omhandlede homoseksualitet, som var Axel Jarls største brøde i samtidens forstand. Den gamle straffelov gjorde det strafbart at have seksuelt samkvem med partnere af samme køn under 21 år, når det skete ved "forførelse". Det var kernen i processen mod Axel Jarl, der 2. september 1931 blev idømt 10 måneders tvangsindlæggelse på Oringe Sindssygehospital.

Den hårde straf skyldtes, at Axel Jarl ikke ville lade sig kastrere, samt at det var skærpende, at overgrebene var "sket i ly af gæstfriheden og efter først at have ophidset drengenes kønsdrift ved at vise dem utugtige billeder".

*

Der var delte meninger om strafudmålingen blandt de otte højesteretsdommere, der mest hældede til en tugt- og forbedringshusstraf mellem 12 og 18 måneder, selvom den tiltalte vurderedes "meget stærkt psykisk degenereret". Dommer Nellemann mente, at der "er gået politik i denne sag". Det gjorde der i hvert fald 73 år senere.

Efter løsladelsen opholdt Axel Jarl sig mest på Sophienborg, og forlod helst ikke hjemmet, hvor han modtog mange gæster fra ind- og udland. Gæsterne blev fløjet direkte fra Kastrup til godsets egen landingsbane med privatfly.

Da situationen i Tyskland spidsede til i slutningen af 1930erne, inviterede Axel Jarl tidens kendte debattører til Sophienborg for at holde offentlige foredrag og åbne folks øjne for, hvad der gik for sig i Adolf Hitlers rige. I denne eksklusive kreds betragtedes Axel Jarls forbrydelse som fortid.

Sophienborg blev derfor tidligt hjemsted for modstandsarbejde, ligesom det fredfyldte område var gemmested for mennesker på flugt fra besættelsesmagten og for nedkastede våben. Især kommunisters flugt blev finansieret af Axel Jarl, som selv var erklæret kommunist, men han hjalp også den konservative Christmas Møller, som i Sophienborgs søjlesal holdt sit sidste foredrag, inden flugten til England.

Allerede i 1942 fik tyskerne nys om, hvad der foregik, og Axel Jarl blev fængslet, men han slap fri, da det lykkedes ham at spille uvidende og håbløst naiv under afhøringerne. I 1944 blev han atter fængslet, da tyskerne tillige fik nys om, at han var spion for England, men han var heldig at blive løsladt ved en fejltagelse, og han og hustruen flygtede til Sverige.

Ved folkemødet oven på befrielsen, der fandt sted på Sophienborg 21. maj 1945 gik Hillerøds borgere i fakkeltog gennem byen til Sophienborg, hvor de hyldede Axel Jarl ved en æresport lavet af en engelsk faldskærm og tromler fra nedkastningerne i Gribskov. I velkomst- og takketalen langede den atypiske godsejer ud efter sine egne og talte for, at nazistiske godsejere ikke skulle have erstatning for konfiskeret jord og ejendom.

Efter krigen var den ældre Axel Jarl begyndt at tænke over fremtiden. Sønnen havde for længst afslået at føre sin fars virke videre, så på Jutta Jarls to års dødsdag i 1949 skænkede han sin formue og besiddelser til en selvejende institution Sophienborg Læregaard og Strødam.

Der stod atter respekt om den store mæcén, og i forbindelse med festligholdelsen var den indiske sanger og sitarspiller, Ravi Shankar, inviteret som musikalsk midtpunkt. Det var 20 år inden, at samme Shankar blev forbillede for Beatles-musikeren George Harrison og optrådte på den legendariske Woodstock-festival.

Axel Jarls institution eksisterer endnu under navnet Jarl-Fonden, hvis læregård i 1973 flyttede til Frihedslund på Vestsjælland, da Sophienborg blev solgt til Hillerød Kommune. Bygningerne er i dag folkeskole, og jorden blev frem til 2004 udstykket til især boliger, og det var i forbindelse med den sidste etape, at den fordums lokale mæcén omsider fik en vej opkaldt efter sig.

Axel Jarl døde 79 år gammel 26. november 1950, og der var anerkendende nekrologer i aviser over hele landet, hvor hans naturinteresse og -gave blev påskønnet. Frederiksborg Amts Avis var imidlertid ufin nok til i den forbindelse at nævne, at "Naturen havde ogsaa skænket ham en sygelig Lidelse, der medførte bitre Timer."

Den eneste dødsannonce blev bragt i Land & Folk fire dage senere og samme dag, som hans lig blev kremeret og straks efter placeret på et endnu ukendt sted i det, som i dag er Danmarks ældste urskov, så han til evig tid kan være i fred med sin natur.

Ejendommen Strødam, som blev hans vej til Hillerød, har siden været i privateje uden relation til Axel Jarls slægt. I 2022 blev den sat til salg for 28 millioner kroner.