Marie Lock-Hansen: Drabet, som ikke må opklares

Gennem mange år kom to mænd 10. november klokken 10:50 gående ad skovstien bag de eksklusive villaer på Hestehavevej i Højbjerg ved Aarhus. De to var kriminalkommissær Jørgen V. Iversen og hans senere efterfølger Preben Nibe.

Begge havde været blandt de første, der denne dato i 1967 var på gerningsstedet i villaen Hestehavevej 2B, da husets frue, 43-årige Marie Lock-Hansen, var blevet skudt og dræbt og hendes hushjælp såret af en velklædt herre, som aldrig var blevet afsløret, selvom man havde sublime vidneudsagn på ham.

Forbryderen vender tilbage til åstedet, hedder det, og måske derfor var det årlige ritual en god og nærmest hyggelig pressehistorie. Var det, hvad de to håbede, når de udtalte, at de gik og drøftede sagen for måske at komme i tanker om dén detalje, der kunne løse gåden; for gennem alle årene lød det fra politigården i Aarhus, at man stadig var på absolut bar bund og uden spor af såvel gerningsmand som motiv.

Det var sagen om den perfekte kvinde i det perfekte ægteskab og den mest efterforskede person i dansk kriminalhistorie. Det mest pletfri offer for en forbrydelse.

*

Fredag den 10. november 1967 klokken 10:48 ringede den velklædte herre på hoveddøren til Hestehavevej 2B. Han havde ét ærinde: At dræbe husets frue. Men hvorfor?

Hun levede i villaen sammen med ægtefællen Oscar Lock-Hansen, som var ingeniør med speciale i betonfundamentering og en kapacitet, der blev trukket på i ind- og udland (også bag jerntæppet), og det hed i byggekredse, at "hvis det er umuligt, så må vi have fat i Lock-Hansen".

Ægteparret hørte til på toppen af den sociale kransekage i Aarhus, og navnet var kendt, selvom de færreste kunne sætte ansigter på. Fruen var en elegant kvinde, som begge køn bemærkede, og hun havde en slående lighed med en tidligere amerikansk præsidentfrue og stilikon:

"Er det ikke Jacqueline Kennedy, der står der henne?" spurgte en kunde i Magasins dameafdeling engang en ekspeditrice.

"Nej, damen dér er fru ingeniør Lock-Hansen," lød svaret.

Derfor gik der chokbølger gennem Aarhus, da nyheden om drabet blev kendt. For det første, fordi det var en person, mange følte, de kendte, men også fordi drab i overklassemiljø er yderst sjældne. Desuden rummede sagen langt mere mystik, end de mest udspekulerede kriminalromaner kan leve op til, og teorierne stod i kø.

Det var nærmest uhyggeligt, så roligt gerningsmanden var spadseret bort fra villaen, og næsten som om han gerne ville ses. Var det, fordi han var forklædt? Han bar briller og hat, hvormed man kan forklæde sig til ukendelighed.

*

Da det ringede på døren, havde Marie Lock-Hansen og hushjælpen, Irma Frier Rasmussen, netop sat sig i dagligstuen med kaffe og snitter.

I kælderen drev Marie Lock-Hansen et duplikeringsbureau, og her hjalp Lissi Christensen til på grund af travlhed i den lille virksomhed. Hun havde fået maden ned, eftersom hun var bagud med opgaverne på grund af en defekt maskine.

Der var ringet efter en reparatør, og Marie Lock-Hansen gik ud fra, at det var ham, som ringede på, hvorfor hun selv lukkede op. Personen ved døren blev inviteret ind, og Irma Frier Rasmussen så ham skrå over hall'en og gå efter fruen ind i et lille kontor, hvor der et øjeblik efter lød et skrig og et skud, der fik hende til at løbe ud i hall'en. Her stod hun ansigt til ansigt med gerningsmanden, som rolig og fattet affyrede et skud mod hendes underliv, så hun sank sammen under hans næsten omsorgsfulde ord: "Nu skal De bare blive liggende helt roligt."

Derefter forlod han villaen i et roligt spadseretempo vel vidende, at han havde efterladt et vidne, som kunne afsløre ham, fulgte havegangen til fortovet langs Oddervej og dette mod syd til Hestehavevej, hvor han gik hen til en grøn Morris Mascot, som han kørte bort i.

I kælderen havde Lissi Christensen hørt "et knald", og hun trådte ud i gangen, hvorfra hun hørte en herrestemme. Hun kaldte op: "Fru Rasmussen, er der sket noget?"

Irma Frier Rasmussen svarede mellem sine smerter: "Ring efter politiet; vi er blevet skudt!"

Herefter løb Lissi Christensen gennem kælderen og ud ad en dør mod Oddervej, hvor hun løb mod syd til nærmeste hus med indgang fra denne side. På vejen løb hun uden at ane det forbi den roligt spadserende gerningsmand.

*

En kriminalbetjent fra Rejseholdet, der ikke var tilknyttet efterforskningen af drabet på Marie Lock-Hansen, erindrede navnet fra et uopklaret drab på antikvitetshandler Kristian Andersen i Sønderborg trekvart år tidligere. I denne efterforskning var man stødt på det i en aftalebog, hvorfor kriminalbetjenten var blevet sendt til Højbjerg for at forhøre sig om hendes forbindelse til den dræbte; han betragtede sporet som dødt, da hun overbevisende forklarede, at hun interesserede sig for antikviteter og derfor flere gange havde besøgt forretningen dog uden nogensinde at købe noget.

Alligevel undrede det ham, at hun kørte så langt forgæves, når de ligeså godt kunne ringe sammen, hvis hun søgte noget bestemt. Han bemærkede det over for sine kolleger, da det stemte med en tidlig spionageteori, der stadig hænger ved.

Den havde udspring i tre forhold: Marie Lock-Hansen boede som nabo til Søværnets Operative Kommandos strengt bevogtede radarstation, i efteråret 1967 blev der fundet nogle små kraftige ("spion"-)sendere nær hjemmet, og desuden supplerede kriminalbetjenten med, at Kristian Andersen havde haft forbindelse til den spionagedømte dansk-tysker Frede Møller, som officielt var antikvitetshandler i Flensborg, og som ud over sit virke som spion havde domme for salg af illegal porno.

I Marie Lock-Hansens kalender for 10. november 1967 stod der ud for klokken 11:00: "M - nordfra." Hvad det betød, fandt politiet angiveligt aldrig ud af.

*

Efterforskningen af drabet på Marie Lock-Hansen fulgte fra begyndelsen en strategi, som var skræddersyet til at undgå en opklaring! Den vedholdende mistanke om spionage er blot én af dem, og kendetegnet ved sagen helt frem til i dag er, at når der kommer åbenbare realiteter frem i sagen, da er politiet - godt hjulpet af presse, spekulative forfattere og selvbestaltede "eksperter" - hurtig til at flytte fokus til et notorisk vildspor.

De mange vidneudsagn om den grønne Morris Mascot, var ikke til at komme uden om, men vidnerne havde beskrevet den forskelligt: Personvogn, varevogn med eller uden siderude. Var det en personvogn, kunne det også være en Austinmodel med samme karrosseri, og det var de modeller, der blev og bliver meldt ud, og ikke den alternative mulighed, at en varevognsmodel havde fået isat sideruder, der var en anelse større end de fabriksmonterede.

En hjemmegående husmor fra den vestlige ende af Hestehavevej, der tidligere havde arbejdet som sekretær, var denne formiddag på vej til cand. phil. Jens Kruuse, som boede på en sidevej, og for hvem hun renskrev materiale. Ud for den grønne bil havde hun mødt en velklædt herre, som hun havde hæftet sig ved på grund af hans "stikkende øjne". Bilen var væk, da hun kort efter gik tilbage, og Sekretæren beskrev den som en "coupé" på grund af de lidt store sideruder.

Denne detalje er aldrig nævnt i forbindelse med sagen, selvom et sådan eksemplar tilhørte en mand, som stod for transportopgaver for byens førende advokatkontor. Den stod ofte parkeret i gården til ejendommen, hvor kontoret havde til huse, og man rådede her over en nøgle for det tilfælde, at den stod i vejen. Ejeren var bortrejst 10. november 1967 og havde alibi, men det var kendt, at advokatkontorets personale og især Regnskabsmanden kunne finde på at køre ærinder i den med ejerens velsignelse.

Et tip om advokat H.H., som flere beboere i Højbjerg mente passede på det udsendte signalement, tog en underlig drejning. Hovedvidnet, Irma Frier Rasmussen, som ifølge politiet besad en "fotografisk hukommelse", afviste uden tøven, at det var ham, som havde dræbt Marie Lock-Hansen og såret hende selv. Alligevel blev han bedt om at deltage i panelet ved en påvisning på Aarhus Politigård kort før jul.

Under påvisningen bemærkede hun H.H. som den person, hun tidligere havde udelukket, selvom han var bedt om at stille i lysere tøj. Til gengæld udtog hun hurtigt en anden person i panelet som gerningsmand: Regnskabsmanden.

Denne person, som af uvisse årsager deltog i panelet blev også udtaget af Sekretæren som herren med de "stikkende øjne", hun havde mødt på Hestehavevej.

*

Allerede et par uger forinden havde Sekretæren i øvrigt genset herren med de "stikkende øjne". Det var sket i forhallen til et kontorhus på Europaplads ved Aarhus Havn, hvor hun var gået i ly for et regnvejr, mens hun ventede på en veninde. Da var han pludselig trådt ind, og hun var helt sikker på, at det var ham fra Hestehavevej. Mødet skræmte hende i en sådan grad, at det var veninden, som kontaktede politiet.

Det skulle aldrig være lykkedes politiet at finde frem til denne person, og i forbindelse med arbejdet til bogen Hvad gjorde Marie? i 1997 spurgte jeg Preben Nibe om Sekretærens oplevelse og svaret lød: "Han har intet med sagen at gøre!"

Da jeg efterfølgende foreholdt ham hans egen tidligere udmelding om, at man aldrig havde identificeret personen, og at der således kunne være tale om gerningsmanden, lød hans opsigtsvækkende svar: "Hvad skulle han dog dér?"

Talte Preben Nibe ved den lejlighed over sig, og vidste politiet, hvem der begik drabet på Marie Lock-Hansen? Var han blot for stor til at kunne afsløres?

For Regnskabsmanden var administrator af kontorhuset.

Var Sekretærens oplysning forklaringen på, at han deltog i panelet?

Hun blev kort tid efter påvisningen opsøgt i sit hjem af kriminalkommissær Jørgen V. Iversen, som indskærpede hende, at det var strafbart at omtale en person som gerningsmand til en forbrydelse, når vedkommende ikke var dømt. Var det en trussel om at tie?

*

Da både Irma Frier Rasmussen og Lissi Christensen havde hørt gerningsmandens stemme, blev der også aflagt stemmeprøve, og de udtog begge samme stemme som gerningsmandens. Det var igen Regnskabsmanden, men i stedet for at begynde en efterforskning mod ham, besluttede Aarhus Politi at få lavet et fantomtegning. Frem for at benytte sig af Rejseholdets eksperter i denne disciplin, valgte man at hyre den lokale avistegner Asger Münisch til 18. januar 1968 at udføre en portrættegning af H.H., som alle centrale vidner havde afvist som gerningsmand.

"Fantomtegningen" kom imidlertid aldrig til offentlighedens kendskab. Derimod blev portrættegningen delt ud til tjenestegørende ved Aarhus Politi og i øvrigt betroede politifolk andre steder i landet til forevisning i særlige situationer. Det var naturligvis fortrinsvis i Aarhusområdet, at tegningen blev brugt og ofte med det resultat, at personen blev genkendt som H.H.

Det forekommer desuden mærkværdigt, at samme politi, der gang på gang havde underkendt Irma Frier Rasmussens sikre vurderinger, blev ved med at hævde, at hendes hukommelse var "fotografisk"; "hun vil som den eneste være i stand til at afsløre gerningsmanden, når hun ser ham", hed det frem til hendes død. Enten havde udtalelsen substans, så det allerede var sket, eller også var hovedvidnets erindring om gerningsmanden ubrugelig ...

Så sent som 30 år efter drabet gik politifolk stadig rundt med H.H.s portræt i deres tegnebog, og på den måde blev det med tiden alment kendt, at H.H. var en person, politiet interesserede sig for som mulig gerningsmand, selvom man officielt altid havde været på bar bund. Var politiet i virkeligheden parat til at begå et justitsmord for ikke at afsløre en lokal notabilitet som kynisk drabsmand?

På baggrund af resultatet fra påvisningen før jul burde det i øvrigt have været Regnskabsmanden, som politiet bad om at deltage i en rekonstruktion på og omkring gerningsstedet, men igen blev H.H. bedt om at agere gerningsmand. Samtlige deltagende vidner afviste igen, at det var ham, som dræbte Marie Lock-Hansen.

*

Marie Lock-Hansen havde i nogle år drevet sit duplikeringsbureau i villaens kælder, hvor hun duplikerede skrivelser for aarhusianske firmaer og myndigheder samt undervisningsmateriale til Aarhus Teknikum, hvor ægtefællen var lektor.

Ifølge politiets egne undersøgelser havde virksomheden en stabil omsætning på 10.-12.000 kroner årligt, hvilket svarer til cirka 100.000 2022-kroner.

Når omsætningen ikke var større, kan det undre, at der af og til var så travlt, at Lissi Christensen var ansat som medhjælper, og at denne travlhed aldrig havde resulteret i en øget indtjening i firmaet. Samtidig kan det undre, at Marie Lock-Hansen ved sin død var ved at indgå aftale med et aarhusiansk kontormaskinefirma om køb af en offsetmaskine til farvetryk, selvom hun for det første ikke fremstillede tryksager i farver, men også set i forhold til, at investeringen lå på niveau med to års omsætning. Det undrer også, at det beskedne firma ifølge regnskabsoplysningerne havde juniorchefen i byens førende advokatkontor som regnskabsfører; der var tale om Regnskabsmanden.

Kort fortalt ville løn til regnskabsføring og medhjælp æde enhver indtægt op, så var duplikeringsbureauet i virkeligheden et dække over noget andet, som rygter i byen og langt ind i politikredse gav en indikation på: Handel med den illegale pornografi? Og var årsagen til, at Marie Lock-Hansens navn stod noteret i Kristian Andersens aftalebog, at hans forretning var udvekslingscentral for porno, for ifølge oplysninger fra hans omgangskreds i forbindelse med efterforskningen af drabet på ham, så havde han investeret i nogle "københavnske klubber", som gav et afkast på 32 procent; det kunne næsten kun dreje sig om pornoklubber.

Det har i øvrigt altid været almindeligt, at illegalt materiale eller oplysninger udveksles via butikker, hvor det er naturligt at komme igen og igen, blive et øjeblik og derefter gå uden at købe noget; en antikvitetshandel ville være perfekt.

*

På mindst én af Oscar Lock-Hansens forretningsrejser bag jerntæppet, hvor fruen deltog, havde de truffet en ingeniør ved navn Gustav Holm Haase.

Det meste af 1967 blev han overvåget af de danske efterretningstjenester mistænkt for spionage, og det blev blandt andet afsløret, at han udvekslede beskeder med sine kontakter ved et busstop ved Hundige Strandpark syd for København. Netop her havde Oscar og Marie Lock-Hansen flere gange lånt et sommerhus, og mens han passede sine opgaver i København, gik hun ture med sin hund i området. Holm Haase blev i begyndelsen af 1968 anholdt for spionage.

Han havde arbejdet sammen med Frede Møller i spionagenetværket, hvor sidstnævntes rolle især var at hverve attraktive kvinder til kurértjeneste; hvis Marie Lock-Hansen var bemærket i denne kreds, var hun mere end oplagt.

Og Kristian Andersen havde som nævnt forbindelse til Frede Møller, som var dømt for pornohandel, så notatet "M - nordfra" i Marie Lock-Hansens kalender burde måske have været en efterforskning værd, men det skete ikke. Sporet blev henlagt som "uden betydning for sagen". Stod "M" for Møller?

*

Pornografi var forbudt i Danmark indtil 1967, da pornografiske tekster i form af pirrende litteratur blev legaliseret, mens billedpornoen først blev frigivet i 1969.

Var sandheden om duplikeringsbureauet, at det ud over opgaverne, som indbragte den ret beskedne omsætning, blev brugt som dække for mangfoldiggørelse af pornografiske tekster, for i så fald ville det være godt at have Regnskabsmanden som regnskabsfører, eftersom den lokale skattemyndighed ved mistanke næppe ville vove at så tvivl om regnskaber, han lagde navn til som juniorchef i byens førende advokatkontor? Hvis det var virkelighed, ville det pludselig give god mening, at der somme tider var travlhed, så der måtte hjælp til med de officielle opgaver.

Det ville også give god mening på dette tidspunkt at udvide med farvetryk, eftersom legaliseringen af den skrevne porno i 1967 naturligt flyttede markedet til billedpornoen, som endnu var ulovlig, og den måtte nødvendigvis trykkes i farver.

*

Den jyske pornounderverdens tråde samledes på en landejendom nær Randers, hvorfra der var forbindelser til flere nordjyske underleverandører.

Kunne man forestille sig, at hovedmanden bag den internationale distribution var den brancheerfarne Frede Møller, og at han i efteråret 1967 var i gang med at koordinere den kommende billedpornodistribution i farver mellem hovedcentralen ved Randers og aftagerne og i den forbindelse skulle levere råmateriale til duplikeringsbureauet i Højbjerg? Havde han en aftale med Marie Lock-Hansen fredag den 10. november 1967 klokken 11:00?

Dette spor er aldrig efterforsket.

*

Regnskabsmanden var efter alt at dømme bekendt med sådan detaljer i Marie Lock-Hansens virksomhed, eller han kan tilfældigt have set aftalen i kalenderen under et tidligere besøg. For med Irma Frier Rasmussens forklaring, da virkede det klart, som om det ikke var første gang, han besøgte Marie Lock-Hansens lille kontor.

Valgte han derfor netop at benytte minutterne op til Frede Møllers ankomst til at dræbe Marie Lock-Hansen i frustration over, at han ikke længere havde hende, hvor han gerne ville?

Han vidste i givet fald, hvem mistanken ville rette sig mod. Kristian Andersen var dræbt, og der er flere indikationer på, at gerningsmanden kunne være Frede Møller, som var blevet løsladt efter sin afsoning af spionagedommen op til drabet. Han kan have haft den åbentmundede Kristian Andersen mistænkt for at have fortalt for meget, for det var han kendt for, og derfor måtte han af vejen. Samtidig var der i netværket en fornemmelse af, at Holm Haase var ved at blive afsløret, så der manglede et vigtigt led i distributionen, og skulle det nu planlægges til at være en fornem villa i Højbjerg, hvor ingen ville mistænke nogen for noget?

*

Regnskabsmanden var kendt for et voldsomt temperament og for at handle impulsivt, og somme tider inden han tænkte bag sin korrekte fremtoning. Han var en sammensat person, og som jurastuderende havde han som mange andre været frivillig i Advokatvagten, og det fortsatte han helt usædvanligt med selv som etableret advokat. Her traf han Marie Nielsen, som ville skilles.

De begyndte at gå ud sammen, og det foregik sædvanligvis på Maritza og Den Blå Fugl, der lå i samme bygning og havde samme klientel. Her mødtes forretningsfolk og det bedre borgerskabs herrer med deres kvindelige bekendte eller trak på huset piger, der drev deres forretning i dertil indrettede værelser.

Blandt datidens stamgæster var O.C., som beretter, at hvad der foregik her, "glemte man i døren på vej ud". Som andre erindrer han Regnskabsmanden og Marie Nielsen fra den tid.

Regnskabsmanden hjalp Marie Nielsen til en stilling som kontorassistent hos en storkunde i det advokatkontor, hvor han var udset til at blive juniorchef, og denne storkunde var det ingeniørfirma, som Oskar Lock-Hansen var medejer af. Det hedder, at Regnskabsmanden ligefrem arrangerede ægteskabet mellem Oscar Lock-Hansen og sin elskerinde, som dermed kom til at hedde Marie Lock-Hansen.

Det var indledningen på et hektisk forhold, som i begyndelsen var tæt, men som blev sporadisk og til sidst problematisk for Regnskabsmanden. De sled på hinanden efter i en årrække at have set hver sin fordel i deres aparte forhold, hvor det efterhånden var Marie Lock-Hansen, som udnyttede ham og ikke omvendt. Hun var ikke længere den naive landarbejderdatter, men kunne ligefrem true Regnskabsmandens position, der i høj grad var styret af ejeren af advokatkontoret, han blev medejer af, og Marie Lock-Hansen kunne ligefrem true kontorets overlevelse.

Derfor var Regnskabsmanden klemt fra alle sider, og hans frustrationer var ustyrlige; i tiden op til drabet havde han og Marie Lock-Hansen flere ophidsede telefonsamtaler, beretter en tidligere sekretær fra advokatkontoret, og ordren fra hans forestående, som var god ven af såvel Oscar Lock-Hansen som politimesteren lød, at der skulle skabes orden.

*

Gennem årene har der kun været færre end 10 personer i alt, der reelt har haft indblik i sagen om drabet på Marie Lock-Hansen. I mange år var det nærmest kun én person: Preben Nibe. Frem til sin pensionering var det ham alene, som udtalte sig om sagen, og hans ord var lov i presse som internt. Det vedblev at være ham, som afgjorde stort og småt i sagen helt frem til sin død, og således kom der i over 50 år ikke nye øjne på sagen, hvilket er fatalt, hvis man fra begyndelsen har fulgt en forkert strategi med vildsporet om Marie Lock-Hansen som den perfekte kvinde og det mest pletfri offer for en forbrydelse, hvem alle kun havde godt at sige om, selvom det ifølge lækkede politirapporter langt fra er sandheden? Tvært imod.

Men strategien har været perfekt, hvis den var at undgå opklaring!

Var det derfor, at gerningsmanden optrådte så roligt og tilmed efterlod et vigtigt vidne i live, at han vidste, at han aldrig ville blive afsløret, idet han ville trække store dele af den aarhusianske overklasse med sig i faldet og iværksætte et bombardement af en skandale? Var det derfor, at hans chef og kompagnon og ven af politimesteren kunne fotograferes ved gerningsstedet en times tid efter drabet, selvom politiet den dag i dag hævder, at han var i USA med sin familie?

*

10. november 2004 blev sidste gang, Preben Nibe gik den årlige tur. Han var pensioneret, forgængeren var død og hans følgesvend var hans egen efterfølger, kriminalkommissær Mogens Brøndum. Hvorfor det blev sidste gang, de gik turen, er uvist, men 7. juli 2005 døde Regnskabsmanden.

Var årsagen til deres årlige tilstedeværelse og det store opbud af diskrete civilbetjente, at han skulle fjernes, hvis han som angrende et skønne år dukkede op?

Og hvor meget vidste Irma Frier Rasmussen reelt om, hvad der foregik i duplikeringsbureauet i kælderen. Havde hun set for meget, som hun blot var diskret og hensynsfuld nok til aldrig at tale om?

Og var det årsagen til, at Mogens Brøndum sad ved hendes dødsleje på Aarhus Kommunehospital i 2003?

Du kan læse den fulde historie i "Skyggen af sandheden", som du kan købe under "Bøger".