Løgnen over 1943

Ved havnen i Helsingør står en sten med en række navne på lokale mænd, som kæmpede Danmarks sag under Tysklands besættelse. Der mangler tre, hvis man skal tro en svensk bog, og det er oven i købet de tre mest betydningsfulde ikke blot lokalt, men nationalt, må vi forstå.

Er det bogen eller stenen, som lyver?

*

Jeg sætter stor pris på svensk faglitteratur, når det gælder almenhistoriske emner. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på ret mange felter, men jeg finder svensk historieskrivning mindre dogmatisk og mindre forudgivet end dansk historieformidling, der synes at lide af berøringsangst over for visse ømtålelige emner. Det gælder også oversat litteratur, hvor en svensk oversættelse ofte har detaljer med, som den danske oversættelse har strøget af uvisse årsager.

For nylig købte jeg "Sundets röda nejlikor" af Conny Palmkvist. Bogen beskriver den berømmede danske indsats med at sejle forfulgte jøder i sikkerhed i det frie Sverige primært i 1943. Denne hjælpeindsats får sædvanligvis en stereotyp fremstilling i danske artikler og bøger, fordi vi lever på historien om, hvor gode, uselviske og idealistiske vi var i forbindelse med disse redningsaktioner.

Jeg gik med stor begejstring i gang med bogen i fuld forventning om, at disse jødetransporter ville blive skildret i en tilstræbt objektiv fremstilling og med en kritisk tilgang til det, vi i Danmark åbenbart ikke har mod nok til at forholde os kritisk til.

Jeg har tidligere interesseret mig for og gransket Jødekomitéen i Gilleleje, der stod for en række redningsaktioner herfra, og hvorfra fiskere sejlede forfulgte jøder over Øresund til små havne som primært Mölle, Höganäs og Viken hinsidan.

Gilleleje er i den forbindelse især blevet kendt for episoden med de mange jøder, som var skjult på kirkeloftet, hvor Gestapo fandt frem til dem om aftenen den 6. oktober 1943.

Gilleleje er blevet - og bliver - hyldet for indsatsen med at sejle de mange jødiske flygtninge i sikkerhed, men jeg har altid savnet et fokus på det faktum, at man kun hjalp de absolut rigeste jøder, mens fattige jøder, modstandsfolk og kommunister kunne sejle deres egen sø i bogstaveligste forstand. Jeg er i den anledning blevet belært med meget vrøvl som for eksempel, at der i Gillelejes befolkning var 2.000 modstandsmænd, mens der faktuelt kun var 1.300 indbyggere!

Det var en hæderværdig indsats, fiskerne gjorde, men der var brodne kar, og samme nat, som de mange jøder blev taget på kirkeloftet, forsvandt 280.000 kroner, der var indsamlet til at finansiere sejladserne. Dette har jeg forsøgt at sætte ind i en kontekst med, at flere personer, som gik ind i Besættelsestiden som småkårsfolk, kom ud på den anden side som rige, og hvad der blev af de 280.000 kroner, har jeg forgæves forsøgt at finde et svar eller en forklaring på.

Lidt af det dukker op på eller mellem linjerne i Christian Tortzens bog Gilleleje oktober 1943, hvori hans elever fra Frederiksborg Statsskole i Hillerød interviewer en række personer som led i et større projekt om emnet. Disse interviews er et sjældent vigtigt historisk dokument, som deres lærer altså udgav i bogform. Bogen bringer mange interessante udsagn frem, der nuancerer billedet af den trods alt flotte indsats.

Ligeledes kom det efter Besættelsen frem, at én af hovedmændene bag Jødekomitéen, Gilbert Lassen, i de sidste dage inden pågribelsen af jøderne på kirkeloftet trak sig ud og etablerede egne overfarter med motorjoller fra Smidstrup vest for Gilleleje, da han ikke havde tillid til i hvert fald én magtfuld figur omkring komitéen; denne person var faktisk slet ikke med i kredsen, men stod for koordinering af både og penge, og det var samme person, som Gilbert Lassen observerede gravende i sin have den aften, Gestapo tog jøderne på kirkens loft ...

Samtidig ulmede et indre oprør i Jødekomitéen omkring det fokus, der var på kun at hjælpe rige jøder i sikkerhed, hvorfor kritikerne indsatte Laurits Olsen, som var leder af Zonens Redningskorps i Helsinge, som deres leder, og han var aktiv modstandsmand med kontakter til den etablerede københavnske modstandsbevægelse.

Sandsynligvis luftede Laurits Olsen sin bekymring for sine forbindelser, for det stod efterfølgende klart, at der i den etablerede modstandsbevægelse i København ikke var tillid til folkene i Jødekomitéen, og Frihedsrådet afkrævede én af hovedmændene en tro og love-erklæring, da rygterne om ublu overfartspriser kom dem for ører.

Samme skepsis udviser modstandsbevægelsen ifølge Conny Palmkvists bog også over for Helsingør Syklub, som var sundbyens pendant til Jødekomitéen i Gilleleje.

*

Det er netop hjælpeindsatsen i Helsingør, Conny Palmkvist har fokus på, og han løber i sin bog af sted med myten om, at der ikke blev tjent på sejladserne med jøder, og han gengiver et udsagn om, at folkene i Helsingør Syklub (tre personer!) beregnede en passende pris på 175 kroner per person til dækning af diverse omkostninger, hvilke svarer til 4.350 2022-kroner.

Man må vel konkludere, at når der ofte blev sejlet 5-10 personer over ad gangen, så var omkostningerne dækket til fulde og endda iberegnet et risikobeløb til den person, der satte livet på spil i forbindelse med sejladsen. Rimeligt eller ej? Det skal jeg ikke afgøre, men Palmkvist præsenterer nok en gang læseren for historien om, at der ikke blev tjent på disse sejladser, som jeg mere og mere hælder til var en lukrativ forretning!

Han beskriver også helt fejlagtigt disse sejlere som "modstandsmænd", men det var de ret beset ikke, eftersom ingen af dem deltog i decideret modstandsarbejde, men den benævnelse virker ofte som en trylleformular i sådan tvivlsomme beretninger, og i øvrigt synes det meste i hans bog at være baseret på efterrationaliseringer og selvforherligelse fra enkeltpersoners side.

Bogen beskriver nærmest, at dansk modstand i ét og alt var bogens tre helsingoranske hovedpersoner! En anelse kildekritik kunne have givet bogen betydning og seriøsitet, men forfatteren holder sig til tre hovedkilder, der tituleres "eksperter", selvom det nok er på sin plads at stille spørgsmål til deres identiteter og faglige validitet.

Læser man kildelisten, ser den ellers fin ud, men den synes skåret over den læst, som en del forfattere gør sig skyldige i, at medtage alt, hvad man kan finde af litteratur med relevans for emnet og dette uden, at man kan finde spor af dem i teksten. I hvert fald savner jeg i denne bog spor af en række af de oplistede kilder, der nærmest taler imod forfatterens udlægning, så har han overhovedet læst dem?

Selvom Palmkvist præsenterer prisen på 175 kroner per person som rimelig ifølge sine kilder og fremkommer med påstanden om, at ingen tjente penge på sejladserne, så nævner han ikke desto mindre to eksempler, der skriger i den anden retning.

Den ene episode drejer sig om en far, som betalte 4.000 kroner (99.500 2022-kroner) til én af bogens hovedpersoner for blive sejlet til Sverige med sin datter. Palmkvist nævner oven i købet, at personen, som tog dette beløb, brugte halvdelen på at købe en motorjolle, så han kunne etablere en systematisk redningsrute.

En anden episode gælder et samarbejde, som heltene fra Helsingør åbenbart havde med Jødekomitéen i Gilleleje; det gjaldt 100 jøder, der var skjult ved Snekkersten. Disse mennesker betalte sammenlagt 60.000 kroner for at komme til Sverige, hvilke svarer til 1,5 millioner 2022-kroner. Det runde tal gør mig straks skeptisk; var det 100, eller var der tale om 90, 80 eller 73 personer? Når Palmkvist skriver 100, og så tager jeg ham til sandhedsvidne, og det giver en stykpris på 15.000 nutidskroner per person, og det synes ikke at være båret af ren idealisme, og igen: Hvorfor hjalp man i Gilleleje og i Helsingør kun de absolut rigeste jøder?

Og så får vi historien om, at man alene fra Helsingør sejlede 1.400 jøder over sundet, hvilket ganske enkelt ikke er sandt!

*

Bogen giver ikke mange troværdige svar på åbenbare spørgsmål, som forfatteren burde have stillet sig selv, inden han lirede sin historie af som faktum. Faktisk fremstår den danske modstand noget dilettantisk i Conny Palmkvists udlægning.

Bogen bliver nærmest idiotisk i sin fremstilling af besættelsestiden, når læseren hører om de snedige modstandsfolk, som planlægger deres forehavende under en kromiddag ved bordet ved siden af Helsingørs berygtede Gestapochef Hans Juhl. Hvad forfatteren og hans besynderlige personkilder åbenbart ikke kender til er, at Hans Juhl forstod og talte dansk.

Det var også Juhl, som afslørede jøderne på kirkeloftet i Gilleleje, og herom er den officielle historie ligeså håbløst naiv i sin påstand om stikkere og tyskertøse, når faktum er, at der blev tilberedt mad til disse mange flygtninge på den lokale kro, hvorfra den blev båret på store fade op til kirken; så enhver kunne have regnet ud, hvor disse jøder opholdt sig. Man kan vel ligefrem hævde, at 'redningsmændene' nærmest førte dem i favnen på tyskerne?

Tilbage i Palmkvists version af den danske besættelse og dansk modstand, som ifølge bogen havde sit udspring og hovedsæde i Helsingør; vi hører om overfarter, hvor én af Danmarks mest berømmede modstandsmænd dukker op og dér på stranden inden afgang uddeler kongemærker i guld til folkene for deres brave indsats for dansk modstand!

At også Danmark uden for Helsingørs indre bykerne var besat af Tyskland, synes kun at optage forfatteren og hans tvivlsomme hovedkilder perifert, selvom bogens tema ret beset blot er en lokal vinkel på Danmarks situation og burde være behandlet som sådan frem for den respektløse neglisering af de agtværdige mænd og kvinder, som opererede redeligt i den danske modstandsbevægelse.

Palmkvist beskriver løsagtigt, at tysker trampede rundt i gaderne og smed med håndgranater til højre og venstre! Og han fæstner ubetinget lid til én af syklubbens medlemmer, som i krigens sidste dage ser sig kaldet til at udgive et illegalt blad, hvori man kan læse, at Hitlerjugend marcherer i det indre Helsingør og kastende om sig med håndgranater! Det lyder unægtelig som en dårlig Hollywoodfilm. Og efter befrielsen, hvor Montgomery i øvrigt skiftes ud med Eisenhower, følger vi en større flok lokale tyskertøse, som nøgne og med hagekors malet på ryggen jages op gennem hovedstrøget Stengade af modstandsmænd ...

Samme persons arkiv er også kilde til oplysningen om, at han under sin egen "flugt" fra Danmark under befrielsen bliver kaldt til færgen i Helsingborg for at følges med Aksel Larsen til Danmark. "Jeg taler med ham", lyder citatet, som er ét af ufatteligt mange, der mest ligner efterrationaliseringer, mens andre står hulter til bulter uden at læseren bliver orienteret om, hvem eller hvor citatet stammer fra. I øvrigt sejlede Aksel Larsen ikke til Danmark med færgen, men derimod med et marinefartøj uden bistand fra Helsingør Syklub.

"Sundets röda nejlikor" er udkommet i en ukritisk og noget håbløs dansk udgave, hvor undertitlen "Hur svensk polis och Helsingörs syklubb reddade danske flyktningar under andra värdskriget" tilmed er ændret til "Den sandfærdige fortælling om, hvordan Helsingør Syklub og svensk politi hjalp flygtninge over Øresund under Anden Verdenskrig".

Dermed er løgnen understreget ...